Olieselskabet BP forsøger i øjeblikket at lukke olielækagen i Den Mexicanske Golf med tunge væsker. Der er tegn på, at det nu er mudder, der kommer ud.

Olieselskabet BP har iværksat plan "top kill", der skal stoppe olieudslippet på bunden af Den Mexicanske Golf. Selskabets topchef Tony Hayward siger til tv-stationen CNN, at alt "indtil videre går efter planen".

Ifølge den nye plan skal tusindvis af kilo tung væske hældes gennem en stribe af meget lange rør og ned i oliekilden. Håbet er, at væsken vil fungere som en prop for den udstrømmende olie.

Hvis de forskellige tunge væsker kan stoppe oliestrømmen, kan lækagen lukkes permanent med cement. BP siger, at top kill har 60-70 procents chance for at lykkes.

- Der går yderligere 24 timer, før vi ved, om dette har været succesrigt, siger Hayward ifølge nyhedsbureauet Reuters.

BP gav tidligt torsdag indikationer på, at hullet i oliekilden i Golfen måske ikke længere lækker olie, men muligvis mudder, efter top kill havde været i gang i seks timer.

- Det I har set komme ud af toppen af hæverøret er højst sandsynligt mudder, siger BP's øverste operationelle chef Doug Suttles ifølge Reuters.

- Vi kan ikke fuldstændigt bekræfte det, fordi vi kan ikke tage prøver. Vi ved først, at vi har været succesrige, hvis strømmen stopper, siger han ifølge Reuters.

BP har tidligere måttet opgive forsøg på at forsegle olien, der pumper ud i 1600 meters dybde og truer hele den amerikanske kyst ved Den Mexicanske Golf.

Olie fra den gigantiske pøl i Den Mexicanske Golf har tilsvinet mere end 160 kilometer af Louisianas kyst, siger statens guvernør Bobby Jindal ifølge nyhedsbureauet AFP. Det er mere end dobbelt så meget som hidtil antaget.

/ritzau/