Så gik den ikke længere for Andy Murray.

Efter at han på Wimbledons græs havde vundet 17 kampe i træk siden 2012, røg den tredjeseedede forsvarende mester ud af den engelske Grand Slam-turnering i kvartfinalen efter nederlag på 1-6, 6-7, 2-6 til Grigor Dimitrov.

Spillet kørte slet ikke for Andy Murray, der i kampen mod damesingle-stjernen Maria Sharapovas 191 centimeter høje bulgarske kæreste virkede både modløs og opgivende.

- Stor ros til Grigor. Han gjorde det godt, og er meget talentfuld. Men min dårlige start blev afgørende. Jeg kiksede alt for meget, og valgte at tage chancer på muligheder, der var ikke-eksisterende, sagde Andy Murray.

I 2012 under OL i London vandt han herresingle-finalen over Roger Federer på Wimbledons græs, hvor han i fjor med sejr i finalen mod Novak Djokovic blev den første brite, der røg til tops i den traditionsrige turnerings herresingle-række i 77 år.

- Jeg har i karrieren oplevet værre nederlag end dette. For eksempel det fik jeg for to år siden i finalen her i Wimbledon mod Roger Federer. Men jeg må hjem og få mit spil udviklet yderligere. Ellers bliver jeg snart overhalet af spillere fra den nye generation, sagde Andy Murray, der nu vil tage en snak med sin nye træner Amelie Mauresmo om, hvorvidt samarbejdet skal fortsætte.

Mens Andy Murray var utilfreds med sin præstation, forholdt det sig diamentralt modsat for Grigor Dimitrov.

- Jeg er glad og tilfreds med at vinde kampen mod Andy i tre sæt. Det blev afgørende, at jeg vandt andet sæts tiebreak. Men Andy spiller i øjeblikket ikke på sit højeste niveau, sagde han og hentydede til, at skotten det seneste år har døjet med en del skader.

I fredagens semifinale møder Grigor Dimitrov serberen Novak Djokovic, der var i store problemer i sin kvartfinale mod Marin Cilic.

Således kom Novak Djokovic bagud 1-2, men vendte slagets gang ved at vinde de sidste to sæt 6-2, 6-2.

- Det var en hård kamp for mig. Cilic spillede i perioder så aggressivt, at jeg blev frustreret. Men heldigvis blev mine slag i kampens afsluttende fase mere stabile. Nu gælder det Dimitrov. Han har spillet godt de seneste måneder, og er i ubesejret på græs i år. Han er manden, vi alle lige nu allerhelst vil besejre, sagde Novak Djokovic.

I herresingle-rækkens anden lodtrækningshalvdel er den schweiziske veteran Roger Federer klar til semifinalen efter sejr på 6-3, 6-7, 6-4, 6-4 over landsmanden Stanislas Wawrinka.

- Jeg nød at spille på Centre Court igen, og synes, at Stan og jeg spillede godt i de to første sæt. Men det var ærgerligt, at han havde problemer med sin fysik i de sidste to. Jeg håber han snart kommer ovenpå igen, og slutter sæsonen flot, sagde Roger Federer.

Han møder nu canadieren Milos Raonic, som i sin kvartfinale besejrede det australske stortalent Nick Kyrgios 6-1, 6-7, 6-2, 7-6.

Men Roger Federer kan få nok at se til.

Milos Raonic lavede ikke færre end 39 serveesser mod modstanderens 'blot' 15. Til Roger Federers fordel taler dog, at han fører den indbyrdes statistik 4-0.