Superliga-klubben Hobro IK siger efter alt at dømme farvel til sin norske angriber Julian Kristoffersen.

Hvis han mandag som forventet klarer et lægetjek, skal han fremadrettet spille i Jeonnam Dragons, der til daglig er at finde i den næstbedste liga i Sydkorea.

23-årige Julian Kristoffersen kom til Hobro IK i sommeren 2018 fra svenske Djurgården IF.

Siden har han i 50 førsteholdskampe scoret seks gange.

Julian Kristoffersen, Hobro (th) og Erik Marxen, Randers FC kæmper om bolden i superligakampen Hobro IK mod Randers FC på DS-Arena i Hobro, 14. april 2019. . (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Julian Kristoffersen, Hobro (th) og Erik Marxen, Randers FC kæmper om bolden i superligakampen Hobro IK mod Randers FC på DS-Arena i Hobro, 14. april 2019. . (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi har fået et tilbud, som vi ikke har kunne sige nej til. Det samme har Julian. Vi vil gerne være en klub, der henter
spillere ind og sælger videre og det vil vi gerne blive ved med at være. Julian har været en stærk spiller for os gennem halvandet år, men tiden er nu inde for Julian at prøve nye udfordringer i Sydkorea og det vil vi ønske ham alt muligt held og lykke med,« siger Hobro IK's sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.

Julian Kristoffersen lægger ikke skjul på, at han har det fint med klubskiftet.

»Jeg har fået et tilbud som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg er klar på at skulle prøve mig selv af i en helt ny liga og en
helt ny kultur,« siger Julian Kristoffersen.

Han var på banen de sidste fem minutter, da Hobro IK søndag eftermiddag spillede 1-1 mod Esbjerg fB.