Martin Spelmann scorer altid mod sin gamle klub. Den tatoverede midtbanespiller har et mål om at score mange mål i denne sæson.

Stille og roligt har Martin Spelmann udviklet sig til Horsens' nye målsluger. Scoringen mod Brøndby var sæsonmål nummer syv.

- Jeg skal gerne op på otte til 10, inden sæsonen slutter. Nu har jeg scoret i alle tre kampe i denne sæson mod Brøndby, smiler målfarlige Spelmann, der tog til Horsens, da Brøndby ikke kunne bruge ham.

Det fortryder hverken Spelmann eller Horsens.

- Jeg er stolt over, hvordan vi er gode til at holde fast ved den tredjeplads, som vi ligger på. Tænk sig, at vi holder et så stærkt hold, som FC Midtjylland bag os, siger Martin Spelmann.

Han lægger ikke skjul på, at han gerne vil videre i karrieren og gør med sine mange mål den rigtige reklame for sig selv.

- Jeg er også glad for, at jeg fik betalt tilbage til Johan Absalonsen med min aflevering til hans 2-0 scoring. Jeg skyldte ham noget, siger Martin Spelmann.

I de fire seneste kampe har 19-årige Frederik Rønnow vogtet Horsens-målet på fornem vis. Endnu er der nemlig ikke scoret mod ham i Superligaen.

- Det er helt fantastisk, men også en meget stor cadeau til holdet.Mine holdkammerater står rigtigt på banen, så der ikke bliver givet så mange chancer væk, siger den unge keeper.

Han viste hele formatet, da han blot 30 sekunder før Martin Spelmanns scoring til 1-0 reddede en helt fri Dennis Rommedahl.

- Frederik lægger på fra kamp til kamp. Vi har hele tiden vidst, at han er et talent. Jeg er naturligvis forberedt på, at der også vil komme fejl, siger cheftræner Johnny Mølby.

- Frederik er en klassisk tilbageholdende jydedreng, der har forstået at gribe chancen, da han fik den. Han mangler stadig lidt fysik, men det kommer, siger målsluger Martin Spelmann.

- Jeg har ventet på at få denne chance. Den tidligere målmand Søren Jochumsen har været en god læremester, siger unge Rønnow.