Årets bombe i dansk fodbold faldt fredag aften, da FC Midtjylland og cheftræner Glen Riddersholm annoncerede, at de går hver til sit. Med øjeblikkelig virkning.

I pressemeddelelsen lyder det kryptisk fra Glen Riddersholm, at der er nogle 'kompromiser i hans hverdag, som han ikke længere kan indgå'.

Siden er der blevet spekuleret i, hvad den egentlige grund til, at træneren, der for en måned siden førte FC Midtjylland til klubbens første danmarksmesterskab, forlod sit job, var.

Kunne han have et job i en større liga i baghånden?

"Det kan jeg 100 procent sige, at jeg ikke har. Og det har jeg heller ikke planer om foreløbigt," siger Glen Riddersholm til TV2.

Men var det så klubbens nye ejer, Matthew Benham, og den nye bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, som Riddersholm ikke kunne forene sig med?

"Jeg kan helt klart understrege, at det har intet med det at gøre. De har været en fantastisk berigelse for klubben."

Der er mulighed for at blive lidt klogere på cheftrænerens dramatiske exit, når FC Midtjylland fredag klokken 08.15 holder pressemøde.