Så lykkedes det endeligt for AGF’s nye cheftræner David Nielsen at føre sine tropper frem til sejr i Superligaen. Femte gang skulle vise sig at være lykkens...

AGF er tilbage på sejrskurs.

Efter fire nederlag på stribe siden David Nielsen i begyndelsen af oktober overtog cheftræner-jobbet fra fyrede Glen Riddersholm i den aarhusianske Superliga-klub, vandt de i aftes på hjemmebane 3-1 over Silkeborg IF.

»Det er ikke sådan, at jeg har følt mig personligt ramt af de svigtende resultater. Tværtimod har jeg haft det dejligt. På intet tidspunkt har jeg været i tvivl om, hvad jeg skulle arbejde med på træningsbanen,« sagde David Nielsen med alvorlig stemmeføring og tilføjede:

»Midt i modgangen er der ingen, der har blinket. Der har internt i klubben været ro. Det synes jer er flot. For der er ingen tvivl om, at AGF er et svært sted at være spiller. Man skal være mental stærk for at være her, og at spillerne er det, fik de på fornemste vis ført bevis for mod Silkeborg.«

David Nielsen lagde ikke skjul på, at han var glad for sejren.

»Det var vigtigt, at vi fik hentet en sejr, men det ændrer ikke på, at vi allerede i morgen skal i gang med at forberede os til næste rundes kamp mod FC Midtjylland. Forhåbentlig var sejren over Silkeborg et vendepunkt. Men hvorvidt det forholder sig sådan, kan jeg af gode grunde først udtale mig præcist om senere på sæsonen,« sagde David Nielsen, der så sine tropper gå til pausen med en føring på 1-0.

»Jeg er godt tilfreds med, at vi spiller en fodboldkamp, hvor man ikke kan se, at vi i de fire foregående har tabt,« sagde David Nielsen, der fra sidelinien så Silkeborg-stopperen Simon Jakobsen bringe balance i regnskabet et kvarter efter pausen.

Kort tid efter valgte David Nielsen at skifte Mustapha Bundu ind i stedet for Jakob Ankersen, og den disposition skulle vise sig at være den helt rigtige:

Således kom den 20-årige angriber fra Sierre Leone i Afrika på scoringstavlen to gange indenfor kampens fem sidste minutter.

»Stor ros til Bundu. Han skaber selv chancerne i én mod én-situationerne, og det er altså lige der, han gør ondt på modstanderne,« sagde David Nielsen.

Mustapha Bundu nød succesen, som han ikke har oplevet speciel megen af siden han i august i fjor kom til AGF.

»Indrømmet. Mit første år i AGF har været vanskeligt. Men nu ser jeg fremad, og håber at jeg kan erobre en plads i startopstillingen,« sagde han.

Resultatet betyder, at AGF avancerer til Superligaens 10. plads med 17 point og at aarhusianerne dermed holder sig inde i kampen om top 6-placeringerne, der giver adgang til forårets medaljeslutspil.

»Men det er altså slet ikke noget, vi tænker på overhovedet i øjeblikket. Inden vinterpausen forsøger vi at skrabe så mage point som muligt sammen, så udgangspunktet før forårets kampe bliver så godt som muligt,« sagde AGF-målmand Steffen Rasmussen.

Silkeborg-træner Peter Sørensen anerkendte AGF’s sejr.

»Det er en tæt kamp, der godt kunne være endt anderledes. Men når nu kampen fik en vinder, var det vel ok, at det blev AGF,« sagde han og ærgrede sig over, at hans tropper i sæsonens første otte udekampe blot har erobret et enkelt point.

»Hvis der var noget, jeg mener, vi i sæsonens første måneder kunne have gjort anderledes, ville jeg naturligvis have gjort det. Vi forbereder os maksimalt uanset om vi skal spille hjemme og ude på vores kunstgræsbane,« sagde Peter Sørensen, der afviste, at man har planer om at træne på græsunderlag, hvis næste udekamp skal spilles på et sådan.

»Jeg tror ikke, at man bliver meget bedre af at spille på dårlige træningsbaner,« lød Peter Sørensens slutreplik.