SAS Liga-klubben Viborg FF mister med øjeblikkelig virkning sin norske forsvarsspiller Tom Haraldsen.

Han har fredag indgået en to-årig kontrakt med den norske 1. divisionsklub Sandnes.

- Jeg glæder mig, siger Tom Haraldsen til B.T. og tilføjer:

- Men jeg kommer fortsat til at opholde mig en del i Viborg. Min kone (Katrine Lunde Haraldsen, red.) står jo i mål på Viborg HKs bedste håndboldhold. Og hun har ingen planer om at forlade Danmark før kontraktudløb. Tom Haraldsen nåede aldrig at få sit gennembrud i dansk fodbold. Siden han ankom til Viborg sidste år i januar, har han kun spillet 96 minutter på klubbens førstehold.