SAS Liga: FC Nordsjælland - Viborg FF 4-0 (3-0) Uden store anstrengelser gav hjemmeholdet FC Nordsjælland søndag gæsterne fra Viborg fodboldmæssige tæsk med en sikker 4-0-sejr i fodboldens SAS Liga.

Bundproppen fra Viborg var skræmmende ringe, da jyderne søndag gæstede Farum Park og FC Nordsjælland i SAS Ligaen, og derfor havde hjemmeholdet heller ikke nogen problemer med at snuppe sæsonens anden sejr. 4-0 lød FCN's sejr på, da kampen blev fløjtet af.

FC Nordsjælland styrede totalt kampen fra første til sidste minut, og det var mere end svært at få øje på en regulær Viborg-chance for de 3114 tilskuere, der var mødt op til opgøret.

To gange scorede Thomas Kristensen - det ene mål på et straffespark - og én gang Issey Nakajima-Farran for værterne i første halvleg, mens Bo Storm nettede i anden halvleg.

Med sejren rykkede FCN længere op i det behagelige midterfelt i ligaen. Viborg må til gengæld konstatere, at fodboldtilværelsen ikke er så spændende i øjeblikket med en sidsteplads samt en målscore på 4-17.

/ritzau/