OL i Rio blev en medaljefest for de danske atleter, og med medaljer i 15 discipliner overgik den danske lejr Dansk Idrætforbund og Team Danmarks målsætning om 10 medaljer.

Tirsdag aften vendte en stor del af den danske OL-lejr hjem til Danmark til en hyldest fra blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Hjemkomsten betyder samtidig, at Dansk Idrætsforbund og Team Danmark nu for alvor kan kigge frem mod de næste Olympiske Lege, der afholdes i Japans hovedstad Tokyo i 2020.

Berlingske har taget en snak med Jesper Starcke, der er konsulent indenfor talentudvikling i Team Danmark, om, hvem vi skal sætte vores lid til, når det igen går løs ved OL om fire år.

Her er hans bud på fem danskere, der kan stå på podierne i 2020:

Mie Ø. Nielsen, svømning (19 år)

Resultat i Rio: Bronze i 4x100 meter medley, femteplads i 100 meter ryg

Jesper Starcke: »Hun har udviklet sig rigtigt meget, og hvis hun fortsætter den udvikling, kan hun have niveauet til at hente medaljer. I Rio havde hun, modsat eksempelvis Pernille Blume, ikke marginalerne med sig.«

Viktor Bromer, svømning (23 år)

Resultat i Rio: Endte på en sjetteplads i 200 meter butterfly

Jesper Starcke: »Han havde drømt om mere, men nu når der er gået nogle dage, kan han nok godt se, at det var en flot OL-debut. Han har fremtiden foran sig, og det tager nogle år at etablere sig.«

Simone Tetsche Christensen, BMX (22 år)

Resultat i Rio: Endte på en syvendeplads i semifinalen.

Jesper Starcke: »Lur mig, om hun ikke er sulten, efter hun var uheldig i semifinalen og styrtede to gange. Hun har vist gode takter og vist, at hun har niveauet til at være med i verdenstoppen.«

Simone Tetsche Christensen var spået et godt resultat ved OL i Rio, men styrtede i heat to, da en anden rytter væltede lige foran hende.  Hun styrtede igen i heat tre.

Pernille Blume, svømning (22 år)

Resultat i Rio: Bronze i 4x100 meter medley, guld i 50 meter fri

Jesper Starcke: »Pernille har stadig alderen på sin side, men hun har jo været i gang i nogle år (Blume konkurrerede også til OL i 2012, red.)«

Til Berlingske beskrev TV 2s svømmekommentator under OL, Michael Stærke, Pernille Blume sådan her:

»Hun er den bedste på de sidste ti meter. Hendes råstyrke gør, at hun kan holde trykket på vandet, mens hun stadig har en høj frekvens i sine armtag. Hun har en fantastisk følelse og fornemmelse for vandet.«

Viktor Axelsen, badminton (22 år)

Resultat i Rio: Bronze i single

Jesper Starcke: »Viktor har alderen med sig, og hvis han kan fortsætte den udvikling, han har haft indtil nu, er han i høj grad oplagt til at konkurrere om medaljer i 2020.«

I et interview med Berlingske sagde TV 2 Sportens badmintonekspert, Jim Laugesen:

»Han har måske manglet fysikken, men det har han arbejdet på i de senere år, og det har for alvor bragt ham op blandt de fem bedste spillere i verden.«

Der er altid overraskelser

Man skal være påpasselig med forudsigelser, da der kan ske meget på fire år, understreger Jesper Starcke. De stærke miljøer indenfor eksempelvis roning, badminton og svømning giver dog Danmark bedre chancer for medaljer.

»Miljøet betyder, at man ofte har nogen til at tage over, så man ikke er afhængig af et tilfældigt stort talent.«

Derfor fremhæver Jesper Starcke også både banecyklingsholdet og roerne som kandidater til medaljer i 2020.

Og ligesom i år vil der formentlig være positive overraskelser blandt de danske OL-atleter.

»Der er givetvis flere. Talenterne er der i hvert fald. Hvis man havde gjort det samme for fire år siden, er det for eksempel ikke sikkert, vi havde set, at Pernille Blume kunne vinde guld.«

LÆS ALT OM OL I RIO HER