Viborg FF ruster sig til kampen om at undgå nedrykning og trimmer truppen. Kontrakterne med angriberne Srdjan Radonjic og Luiz Carlos er opsagt, og de vender tilbage til henholdsvis OB og Brasilien - til gengæld er Viborg tæt på at opruste på målmandsposten.

Anders Rasmussen - dengang på udlån fra FC Midtjylland - stod et stærkt efterår for Viborg, og ligger igen i forhandlinger med klubben om en fornyet aftale.

- Jeg forventer en afklaring i denne uge. Vi er i tæt dialog, men der er stadig et par ting, der skal falde på plads, siger Anders Rasmussen.

Ifølge B.T.s oplysninger ønsker Anders Rasmussen en permanent kontrakt, mens Viborg i første omgang håber på en ny lejekontrakt.

- Der er andre klubber som udviser interesse, men lige nu er det Viborg, jeg snakker med, siger Anders Rasmussen, der holder formen ved lige i sin nuværende klub FC Midtjylland, indtil fremtiden falder på plads.

Og den 31-årige dansker gør klogt i at holde sig skarp - pladsen i Viborg er ikke billigt til salg, lover hans eventuelle konkurrent.

John Alvbåge der i efteråret mistede målmandspladsen til netop Anders Rasmussen vil igen være nummer et.

- Jeg vil tilbage omkring det svenske landshold og også gøre det godt for Viborg. Jeg vil gøre mit til, at vi bliver i den bedste række, så jeg arbejder hårdt til træning for at overbevise Hans Eklund og Søren Frederiksen om at jeg skal være fast mand, siger John Alvbåge.

Tabet af pladsen mellem stængerne til Anders Rasmussen satte svenskeren på rygteplan i forbindelse med et skifte hjem til Sverige.

- Det er ikke aktuelt. Jeg arbejder ikke på et klubskifte - tværtimod. Som danskerne siger, så skal jeg op på hesten igen og vise jeg er god nok. Det ved jeg, at jeg er, siger John Alvbåge.