Allan Kuhn, der onsdag blev svensk fodboldmester med Malmö FF, vil tage imod Zlatan Ibrahimovic med åbne arme.

Malmø. Malmö FF sikrede sig onsdag det svenske fodboldmesterskab med danske Allan Kuhn som cheftræner.

Ritzau har i den forbindelse stillet mestertræneren en række spørgsmål om holdets stærke sæson, Champions League-fremtiden og muligheden for at hente Zlatan Ibrahimovic hjem til sin barndomsklub.

Spørgsmål: Nu har du snart været der en hel sæson. Er Allsvenskan efter din vurdering lige så god som Superligaen?

- Ja, det synes jeg. Men der er meget mere hype herovre. Det er kæmpestort. Specielt vores hjemmebane er fantastisk. Der er næsten en international stemning.

- Der er lidt mere tryk på. Fodbolden er meget interessant. Der kommer rigtig mange folk til kampene. Der er stor mediedækning, og det betyder meget i svensk fodbold.

- Det gør det også i Superligaen, men jeg bliver lidt ærgerlig over, når jeg ser, at der er 1000 eller 1900 tilskuere til en kamp. Det har den absolut ikke fortjent. Det er en rigtig fed turnering. Jeg vil ikke lave den store forskel på Danmark og Sverige. Jeg synes, begge er meget interessante.

Spørgsmål: Det er selvfølgelig først om et stykke tid, men I skal jo prøve kræfter med Champions League. Der har du selv gode minder fra tiden i AaB. Har I en chance for at komme med?

- Det beviste klubben i 2014 og 2015, at den godt kunne. Nu ved jeg ikke, hvilken trup vi står med næste sommer. Der kan jo ske rigtig meget. Men det er klart, at der er en forudsætning og historie, der gør, at man klarer sig godt på hjemmebane og ikke så godt på udebane. Der er en tendens til at redde den på hjemmebane.

- Men hvis jeg skal være ærlig, er det ikke noget, jeg spekulerer over overhovedet. Nu glæder jeg mig bare over at være svensk mester.

Spørgsmål: Zlatan Ibrahimovic er jo ved at være lidt oppe i årene og har kontraktudløb til sommer. Er der en mand, I skal gå efter at få hjem?

- Haha. Argh, det tror jeg ikke, Zlatan gider. Når han stopper, tror jeg ikke, han kommer tilbage og spiller for Malmö. Men hvis han spørger, er han hjerteligt velkommen.

Spørgsmål: Hvad med dig selv, hvad har du af trænerambitioner? Skal du blive i Malmö i mange år, eller vil du gerne videre?

- Jeg lever altid i nuet og er ikke en karriereplanlægger. Nu er jeg her, og det er jeg rigtig glad for. Jeg har været rigtig glad for min første sæson, og så handler det bare om at arbejde stenhårdt for Malmö og se, hvad livet bringer. Det ved man aldrig.

Spørgsmål: Den seneste Malmö-træner Åge Hareide blev dansk landstræner. Kunne det være noget for dig engang i fremtiden?

- Haha. Lad nu lige Åge lave gode resultater med det danske landshold. Det er ikke noget, jeg spekulerer på overhovedet.

- Jeg er ret ny i det med at være cheftræner igen. Jeg er glad for mit første år og glad for, vi vandt det svenske mesterskab.

/ritzau/