Chelsea-angriberen Didier Drogba vil væk fra Chelsea. I det anerkendte franske fodboldmagasin France Football forklarer angriberen fredag hvorfor.

Stjerneangriberen Didier Drogba er snart færdig med at trække den blå Chelsea-trøje over hovedet. I et stort interview med det franske fodboldmagasin, som udkommer fredag, siger Drogba, at hans tid i London-klubben synger på sidste vers.

- Jeg vil forlade Chelsea. Noget er gået i stykker i Chelsea, siger den afrikanske angriber ifølge France Football.

Didier Drogba var lamslået, da klubbens træner José Mourinho tidligere på måneden måtte forlade Chelsea efter længere tids anstrengt forhold til London-klubbens stenrige ejer, Roman Abramovich. Og angriberen mener, at den særlige Chelsea-ånd har lidt stor skade med Mourinhos afgang.

- Skaden har været stor i omklædningsrummet, fordi vi ved, hvad der skete, og hvem der var skyld i Mourinhos afgang, siger Drogba.

/ritzau/