Sverige er Danmarks modstander i november ved playoff-kampene om EM-adgang til sommer. To kampe, hvor Superligaens profiler meget vel kan få en nøglerolle, og min opfordring til Morten Olsen er, at han bør bruge FC Københavns midtbaneduo William Kvist og Thomas Delaney – og at han skal flytte Christian Eriksen ind på midten.
Den danske midtbane har været det helt store problem i denne kvalifikationsturnering. Morten Olsen har længe kæmpet med at finde den rette konstellation, men jeg begrunder mit bud således:
Jeg synes ikke, der er nogen danske spillere i udlandet, der er bedre end de tre bud, der løber rundt i Superligaen: William Kvist, Thomas Delaney og Jakob Poulsen.
Sverige er Danmarks modstander i november ved playoff-kampene om EM-adgang til sommer. To kampe, hvor Superligaens profiler meget vel kan få en nøglerolle, og min opfordring til Morten Olsen er, at han bør bruge FC Københavns midtbaneduo William Kvist og Thomas Delaney – og at han skal flytte Christian Eriksen ind på midten.
Den danske midtbane har været det helt store problem i denne kvalifikationsturnering. Morten Olsen har længe kæmpet med at finde den rette konstellation, men jeg begrunder mit bud således:
Jeg synes ikke, der er nogen danske spillere i udlandet, der er bedre end de tre bud, der løber rundt i Superligaen: William Kvist, Thomas Delaney og Jakob Poulsen.
Søndag spillede William Kvist og Thomas Delaney sammen mod Hobro. Der er altså tale om et makkerpar, der kender hinanden godt, og jeg betragter det som åbenlyst, at man har William Kvist med, fordi han kender landsholdets system så godt og kan tage ansvar. Samtidig har Delaney over en længere periode været rigtig god og udstråler rigeligt med lederkvaliteter. Jeg forstod heller aldrig dispositionen med at tage William Kvist ud, da han endelig var begyndt at spille igen, efter han havde fået så lang snor uden spilletid.
Landstrænerteamet skal lade være med at nedgøre Superligaen, for faktum er, at de fleste spillere rekrutteres herfra. Og efterhånden er spillerne på de bedste hold i Superligaen så gode, at de fint kan måles op mod periferispillere i middelmådige europæiske klubber. Og konstellationen på midten kommer fra FC København, en klub med internationalt snit, når det kommer til niveau, forventninger og rammer.
Begrundelsen bunder også i, at det er længe siden, Pierre-Emile Højbjerg har leveret på et højt niveau på landsholdet. Det har været meget sporadisk, hvad vi har set fra ham. Han er helt sikkert et stort talent, men landsholdet er ikke til for at udvikle spillere, det er et sted, hvor man skal være klar og bedre end alle andre. Det er han ikke lige nu, og han spiller heller ikke fast i Schalke 04, hvilket er medvirkende til, at han virker langsom og ude af form.
Fordelen ved Kvist og Delaney er, at de i forvejen kender hinandens roller, selv om FC København rent taktisk spiller anderledes end landsholdet. På klubplan spiller de som to 8ere, mens man på landsholdet bruger en 6er og en 8er. I praksis er der allerede den ansvarsfordeling i FCK, hvor Delaney støder mere med frem, mens Kvist er lidt mere tilbageholdende og kontrollerende. Endelig vil det give den fordel, at Christian Eriksen kunne rykkes ind foran de to, så man får mere gavn af hans evner.
Som jeg tidligere har været inde på, har Christian Eriksen og Michael Krohn-Dehli været mildt sagt middelmådige i EM-kval'en. De spiller begge gode kampe for deres klubhold, men især Christian Eriksen er hæmmet af, at ingen på det danske landshold løber dybt. Derfor foretrækker jeg også, at man bruger en spiller som Lasse Vibe på højrekanten og flytter Krohn-Dehli over på venstrekanten, fordi det giver Eriksen muligheder for at spille i dybden.
Lasse Vibe er ikke nogen exceptionel spiller, men han søger dybdeløbene, hvilket har været savnet. Eriksen og Krohn-Dehli har for ofte spillet på tværs i det mellemrum, hvor de selv har befundet sig. Og det kommer der ikke noget farligt ud af, og derfor har det danske spil for ofte været anonymt og ligegyldigt.
Superligaen bidrager med flere spillere. Riza Durmisi har løftet sit niveau betragteligt i efteråret og har været et positivt bekendtskab. Han har en god energi og stor selvtillid, og selv om det ikke er hans spidskompetence, er han faktisk en glimrende forsvarsspiller, fordi han har sin hurtighed. Han evner at klare sig selv, hvilket altid er ønskværdigt i en træners optik, når det kommer til backen.
I centerforsvaret kan Riza Durmisi passende støtte sig til Daniel Agger, der både er makker og mentor i Brøndby. Der får han ikke en bedre træner i forhold til at udfylde sin rolle. Det er også i det lys, jeg ser Daniel Agger som værende selvskrevet på landsholdet mod Sverige, selv om Erik Sviatchenko presser på og givetvis vil blive nævnt som et muligt alternativ.
Daniel Agger er så markant en figur på landsholdet, at der skal være voldsom stor niveauforskel på ham og en konkurrent, før man skal skifte. Erik Sviatchenko får så rigeligt at se til i den kommende tid, mens Daniel Agger omvendt vil have overskud til at dele ud af sin erfaring og udnytte sin position på landsholdet.
Han gør Durmisi bedre, han tager ansvaret i forsvaret og styrer Simon Kjær, og han gør de foranliggende bedre. Der er Sviatchenko ikke. Vi råder over mange gode stoppere, men er Agger klar, så skal han naturligvis også spille.
