Tårnhøje og urealistiske forventninger til hinanden er årsag til mange skilsmisser. Skru ned for ambitionsniveauet - det handler om at få et kærligt forhold, der er »godt nok«, siger psykolog.
»Hvis du ikke talte så skrapt til mig hele tiden, og måske havde lyst til sex noget oftere, er jeg ret sikker på, at vi ville få det meget bedre sammen.«
Det kunne, ifølge manden, være en løsning på et parforhold, der er blevet godt slidt i kanterne. Tømt for energi og i risiko for på et tidspunkt at gå i opløsning.
Så hvis nu konen ville ændre sig lidt på nogle væsentlige punkter ...
En klassisk indstilling hos mange er, at det primært er den anden, der skal ændre sig, siger psykolog Mattias Stølen Due. Han er forfatter til bogen »Pas på parforholdet – mens I stadig elsker hinanden«, som udkommer på fredag.
Når forandringen aldrig kommer
»Vi kan blive ved med at håbe på, at vores kæreste bliver mere kærlig, konen mere interesseret i sex eller manden bedre til den dybe og nærværende samtale. Men vi risikerer at ende som Vladimir og Estragon i Samuel Becketts absurde skuespil »Mens vi venter på Godot.« Forandringen kommer aldrig.«
Ifølge Mattias Stølen Due må vi helt basalt begynde med os selv, hvis vi vil forandre noget. Og ellers sørge for at passe godt på forholdet og gøre en aktiv indsats, mens vi stadig kan lide hinanden. Hvis først kærligheden er nede i knæ, kan det være en lang rejse op ad bjerget, uden garanti for at nå toppen sammen.
Det handler i høj grad om at skrue ned for ambitionerne, hvis vi vil vores parforhold, mener bogens forfatter. At skrue ned for alle de tårnhøje og urealistiske forventninger og alt det, vi drømmer om og forestiller os, at vi gerne vil føle for den anden.
»Vi er vokset op i et velfærdssamfund, hvor vi har været vant til at få meget af det, vi ønsker os. Der er mange succeser på mange planer. Den succes forventer vi som noget naturligt også gælder i parforholdet.
Man tager det for givet og tror, at det er en menneskeret at have et lykkeligt og velfungerende forhold. Ligesom alle de andre lykkelige par omkring én, som bl.a. på Facebook ser ud til at være evigt lidenskabelige,« siger Mattias Stølen Due, der er psykolog og afdelingsleder på Center for Familieudvikling i København.
E forhold skal bare være »godt nok«
Med sin bog håber han at kunne at provokere og udfordre den gængse forestilling om, hvad et parforhold bør være.
»Det handler ikke om at bruge energi på at finde frem til, hvordan man får et fantastisk og lykkeligt parforhold. Den slags er i bedste fald urealistisk og i værste fald skadelig. Det stresser at skulle leve op til noget, der nærmest er uopnåeligt. I stedet kan man rette sin opmærksomhed mod, hvad man kan gøre for at få et kærligt forhold, der er »godt nok«, og som man grundlæggende trives i.«
En udfordrende relation
Mattias Stølen Due afviser, at det er at tage magien og alt det fantastiske ud af parforholdet og i stedet indgå i mere sikre fornufts-relationer.
»At indgå i et parforhold er noget af det mest utrolige, man kan opleve. En relation med stor fortrolighed, støtte og tryghed, og hvor vi kan komme helt tæt på et andet menneske. Men det er også en udfordrende relation, og derfor vil de fleste indimellem opleve perioder, hvor der stilles spørgsmålstegn. For er det overhovedet muligt at bevare eller genskabe et godt forhold?«
Ifølge Mattias Stølen Due bør vi være langt mere taknemmelige og sætte pris på et forhold, der i store træk er defineret ved at være »godt nok«. Som rummer meget, men uden at være i stand til at rumme alt det, vi ønsker os.
»For mange er det ikke tilstrækkeligt med et »godt nok-forhold«. At forholdet bliver til noget andet end en bankende følelse af den helt store kærlighed,« siger han.
Hold nu lidt mere af den hverdag
»Jeg tror, man skal prøve at holde lidt mere af hverdagen og anerkende, at et parforhold også er et venskab med en fælles historie, tryghed og støtte. Oplever man intime og stærke følelser for hinanden i perioder, er det kun at tage imod og være taknemmelig.«
Og vi kan selv gøre en indsats, gerne før, det er for sent, mener bogens forfatter.
»Mange af de par, jeg har i terapi eller møder på vores parkurser, har næsten opgivet at få det bedre med hinanden, og det er trist. For det er muligt at reducere risikoen for en skilsmisse, hvis man ellers gør noget i tide. Alt for mange handler først, når det er ved at være for sent.«
Lektor på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet, Allan Westerling, mener ikke, at man for alt i verden skal kæmpe til det sidste. Han mener, at det også kan være et sundshedstegn at gå fra hinanden og overhovedet have et valg.
Forbudt at blive skilt
»Flere steder i verden er det forbudt at blive skilt, og i mange kulturer er kvinden stadig helt afhængig af mandens indtægt. Der ligger en stor frihed i at kunne vælge,« siger han.
Han henviser blandt andet til undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), der har vist, at når det kommer til børnene, er forældrenes indbyrdes relation efter en skilsmisse afgørende for børnenes trivsel.
»På den baggrund kan man forestille sig, at det for nogle børn også kan være forbundet med en forbedring af deres livsomstændigheder, når deres forældre bliver skilt.«
Ifølge Allan Westerling er der ikke bund i antagelsen af, at par i dag er langt hurtigere til at gå fra hinanden og er videre med et nyt liv, så snart parforholdet bliver for svært og ikke lever op til forventningen.
»De brud, som jeg kender til gennem min forskning, og for den sags skyld også i min egen omgangskreds, har været forbundet med stor smerte og mange overvejelser forud for en skilsmisse. Jeg tror ikke, nogen skilsmisse er lette.«
