I stedet for at bruge pengene på en ny bil, en jordomrejse eller et nyt køkken har et ældre ægtepar fra Sydsjælland grebet det noget anderledes an, efter de vandt i Lotto.

For de havde nemlig ikke selv brug for så mange penge.

Det fortæller de glade vindere til Danske Spil, oplyses det i en pressemeddelelse. 

Ægteparret kunne forleden indkassere en gevinst på en million kroner – men i stedet for at bruge dem selv, har de valgt at give en stor del af dem væk.

»Vi overførte en masse penge til vores børn, og så ringede vi til børnene og sagde: 'Gå lige ind, og kig på din konto'. Og så blev de jo helt vilde. Åh, det havde vi det rigtigt hyggeligt med,« fortæller kvinden.

Ægteparret forklarer, at de altid har talt om, at de ville give deres tre børn en portion hver, hvis de skulle være så heldige at vinde.

Derudover skal fætre og kusiner også have lidt.

»Vi har allerede en helt ny bil. Vi har, hvad vi skal have. Jeg har masser af smykker, nej, der er ikke noget, vi mangler. Jeg har ikke brug for tre måneder i Australien,« forklarer kvinden til Danske Spil:

»Men vi tager da på mange småture, og det skal der nok blive råd til. Vi har et par venner, som vi plejer at rejse med, og dem vil vi invitere på en uges ferie sydpå. Det fortæller vi dem, når vi skal spise middag med dem nu på lørdag. Det bliver de glade for.«