Måske har du bemærket det. 

Det er blevet dyrere at tage bus, tog og metro i København og flere andre steder i landet. 

En enkelttur i en bus i København med rejsekort er eksempelvis steget fra 18 kroner til 20 kroner og 50 øre. Også pendlerkort og mimrekort til pensionister er blevet dyrere fra januar måned af. 

Det er Venstres transportminister Thomas Danielsen, der har givet mulighed for, at priserne kan stige med op til 10,3 procent i gennemsnit. 

Nu bliver ministeren skoset, fordi han til flere medier har ladet forstå, at den offentlige transport ikke skal være så billig, at cyklisterne dropper cyklen. 

Politiken er Thomas Danielsen i en overskrift citeret for, at 'bus og metro skal være så dyrt i København, at folk bliver ved med at cykle'. 

Det har blandt andet fået overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen (S) op af stolen på X:  

»Uenig. I Københavns cykler alle, der kan. Med prisstigningerne risikerer vi fravalg af kollektiv transport. Det er skidt for især de ældre, som ikke har et alternativ, for trængsel, luftkvalitet og klima,« skriver hun i et tweet. 

Transportminister Thomas Danielsen erkender, at det er for dyrt at tage offentlig transport. 
Transportminister Thomas Danielsen erkender, at det er for dyrt at tage offentlig transport.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. fik derfor fat i Thomas Danielsen.   

Du har sagt, at det er vigtigt, at den offentlige transport ikke bliver så billig, at det giver et incitament til at stille cyklen. Kan du uddybe det?

»Det er taget ud af en sammenhæng. Men det er erfaringer fra Tyskland, hvor man indførte billige billetter med den konsekvens, at der var så mange, der tog offentlig transport, at systemet sandede til med forsinkelser til følge,« siger Thomas Danielsen.

Jeg har svært ved at se, at det skulle være et problem, hvis en cyklist tager bussen på grund af eksempelvis dårligt vejr…

»Det blander jeg mig ikke i. Dem der vil stille cyklen og tage bussen skal endelig gøre det. Men jeg påpeger bare, at det er noget, som indgår, når man arbejder med at udarbejde prisstrukturer«. 

Er det ikke fint, at dem, der normalt tager cyklen på arbejde, også kan tage bussen, når de har lyst til det, uden at det er for dyrt?

»Der behøver ikke at være en modsætning, men det er klogt at læse op på de erfaringer, der er fra udlandet. En fast lav pris giver nogle udfordringer ift., at der er for mange, der tager offentligt transport på samme tid, og så sander det hele til. Det er ikke hensigtsmæssigt,« lyder det fra ministeren. 

Hvorfor er det i øvrigt, at det er nødvendigt at hæve priserne? 

Det er blevet dyrere at køre med offentlig transport. Her er det en bus under valgkampen i 2022. 
Det er blevet dyrere at køre med offentlig transport. Her er det en bus under valgkampen i 2022.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er en lov om takster, som udregner, hvad prisstigningerne har været med et års forskydelse. Trafikselskaberne har haft øgede omkostninger, og så er det, at vi slår fast, at priserne maksimalt må stige med 10,3 procent i år,« siger Thomas Danielsen.

I vil gerne have danskerne væk fra bilerne og over i den offentlige transport. Er der ikke en sammenhæng mellem billetpriserne og så danskernes villighed til at tage offentlig transport?

»Jo, der er en sammenhæng. Det er derfor, at jeg har nedsat et takstudvalg, der skal kigge på, hvordan en ny prisstruktur mest hensigtsmæssigt kan skrues sammen. Så ja, priserne har betydning for, hvor meget danskerne bruger den offentlige transport,« siger Thomas Danielsen og henviser til, at han i maj 2023 nedsatte et ekspertudvalg, der skal se på, hvordan man kan skrue den offentlige transport sammen i fremtiden herunder en prisstruktur. 

Mest hensigtsmæssigt mener du så, at det skal være billigere at køre med offentlig transport?

»Vi har en prisstruktur, som ikke er hensigtsmæssig, fordi man gør det forskelligt i de mange trafikselskaber, der er i Danmark. Jeg vil ikke lave knopskydning, som man har gjort i årtier,« siger Thomas Danielsen.

Skal det være billigere at køre i offentlig transport?

»Det er for dyrt, og det agter jeg at gøre noget ved,« siger ministeren og fortsætter:

»Hvis jeg er ude at køre med hele familien med offentligt transport, er det alt for dyrt, og det er dyrere end at tage bilen. Så kan jeg godt forstå, at man tager bilen. Og det har jeg heldigvis mulighed for at gøre noget ved nu, hvor jeg er transportminister,« slutter Thomas Danielsen.