Er det nemmere at komme frem i politik, hvis man er kvinde? 

Sådan spørger B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, formanden for Liberal Alliance i den nyeste episode af den politiske podcast 'Slottet & Sumpen'. 

»De ting, jeg har nævnt, peger i retning af, at det er nemmere at avancere som kvinde,« lyder det umiddelbare svar fra Alex Vanopslagh.

To ting peger ifølge partiformanden på, at det kan være lettere at være kvinde i politik end mand: 

»Vi ved fra forskning, at kvinder fortrækker at stemme på kvinder. Mænd kan stemme på både mænd og kvinder. Men kvinder har en præference for at stemme på nogen af deres eget køn,« siger Alex Vanopslagh og fortsætter:

»Hvis vi til et valg har en liste, hvor der ikke er nogen kvinder – eller kun én kvinde – så skubber vi kvindelige vælgere væk og over i armene på andre partier. Det er et vilkår. Derfor er jeg optaget af, at vi har diversitet,« uddyber han.

Han peger også på, at der er relativt flere kvinder, der bliver valgt, hvis man ser på, hvor mange der stiller op, og at partierne er opmærksomme på kønsbalance.

»Det er en styrkelse af vores arbejdsplads og vores gruppe, hvis der ikke kun er det ene køn repræsenteret. Det er også en fordel at have folk med meget livserfaring og unge, nogen fra det private erhvervsliv og det offentlige,« siger han.

»Det styrker holdet med diversitet. Det er noget jeg går op i, men ikke på sådan en halvtreds-halvtreds-måde.« 

Dog mener Alex Vanopslagh, at der er en mulighed for, at han har overset nogle udfordringer, som kvinder kan have i det politiske liv. 

»Jeg siger også, at de her to ting ikke er det fulde billede, der er også andre faktorer, der måske gør det sværere at være kvinde. Jeg kan ikke lige nævne dem, men jeg vil ikke udelukke, at det findes,« siger han. 

Debatten om ligestilling har fået en genopblomstring, efter at 20 procent danske mænd i alderen 18-34 år svarede, at »ligestillingen er gået for langt« i Valgundersøgelsen 2022, der netop er blevet udgivet. 

Spørgsmålet lød helt præcist: 

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, gik til tasterne på det sociale medie X, for at forsvare de unge mænd. 

Mange af de unge mænd er ifølge ham ikke imod ligestilling, men er imod forfordeling af kvinder og kønskvoter, lød analysen. 

Lyt til hele interviewet med Alex Vanopslagh her: