Grevinden af Wessex er gravid. Den engelske prins Edwards 42-årige hustru Sophie venter sit andet barn til december, meddeler Buckingham Palace.

Både den kommende far og mor er glade og spændte, og farmor, dronning Elizabeth er helt henrykt ved udsigten til at få barnebarn nummer otte, forlyder det fra slottet.

Parret har allerede en datter. Den treårige Lady Louise Windsor blev født en måned før tiden i 2003. Sophie er i tredje måned.

- Jarlen og grevinden af Wessex er begge spændte og glade, udtaler en talsmand for Buckingham Palace. - Grevinden vil fortsat passe sine pligter, men også følge lægens råd.

Sophie og Edward har haft deres modgang i forsøgene på at forøge familien.

Da grevinden var gravid med Lady Louise blev hun syg og indlagt en måned før den forventede fødsel.

Lady Louise kom til verden med en fødselsvægt på kun godt to kg og blev straks overført til en fødselsafdeling på et andet hopital, mens lægerne tog sig af hendes syge mor.

Buckingham Palace afviser at oplyse, om graviditeten er et resultat af fertilitetsbehandling.

Sophie Rhys-Jones, der på daværende tidspunkt arbejdede som PR-medarbejder, giftede sig med prind Edward i juni 1999.