Venstre er klar til at lukke LD og pumpe 50 mia. kr. ud til danskerne. Hverken K eller DF vil afvise, at det kan blive nødvendigt.

Bedst som danskerne står i kø for at hæve milliarder af kroner fra SP-ordningen, åbner Venstre nu for at pumpe et endnu større milliardbeløb ud i danskernes lommer, skriver Morgenavisen Jyllands-Postens netavis.

Det kan gøres ved at slagte Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og sende godt 50 milliarder kroner i tvangsopsparede midler ud til danskerne. Lukningen af LD kunne ske til efteråret, hvis vækstpakkerne med bl.a. SP-midler og renoveringspulje ikke lægger en tilpas stor bremse på den stigende ledighed, mener Venstres erhvervsordfører Jakob Jensen.

- LD-pengene kommer alligevel til udbetaling inden for de næste fem-ti år. Og når vi nu står i en ekstraordinær situation, skal man så ikke fremskynde udbetalingen af LD's midler, spørger Jakob Jensen.

Mens hverken De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær eller Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl vil afvise muligheden, er Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen direkte imod forslaget. Det vil skabe langt flere job at øge offentlige investeringer i skoler og ældreboliger, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/