Endnu en måling bekræfter tendensen: Aldrig har så mange været så utilfredse med statsminister Helle Thorning-Schmidt.

I en ny meningsmåling får Helle Thorning-Schmidt (S) den ringeste opbakning som statsminister, siden hun vandt valget i september sidste år.

Målingen, som er foretaget af Epinion for DR Nyheder, viser, at to ud af tre vælgere mener, at Thorning klarer sig dårligt på statsministerposten.

Lige efter valget var knap halvdelen af vælgerne utilfredse med Thornings lederskab - 47 procent - men det tal er nu vokset til 68 procent, viser DRs måling.

- Det er tæt på at være en katastrofal tendens, der er i meningsmålingerne i øjeblikket for regeringspartierne, siger DRs politiske analytiker, Ask Rostrup, til dr.dk.

I sidste uge viste en Gallup-måling for B.dk, at danskernes tillid til Helle Thorning-Schmidt er i frit fald.

Blot 30 procent af vælgerne mener, at Thorning er den bedst egnede til at lede landet efter næste folketingsvalg. Hele 50 procent peger i stedet på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

I dagens måling fra Epinion står rød blok samlet til 42,3 procent af stemmerne (74 mandater), mens blå blok inkasserer 57,7 procent af stemmerne (101 mandater).

I flere målinger har Socialdemokratiet ligger omkring de 17 procents tilslutning, hvilket ville være det dårligste valgresultat for partiet nogensinde.