Personalegoder skævvrider arbejdsmarkedet. Nu vil regeringen og DF droppe kontrolrapport der kortlægger personalefryns.

Fremover bliver det vanskeligere at føre kontrol med, hvor mange penge staten taber på, at firmaer tilbyder deres medarbejdere skattefrie goder. Samtidig lukker regeringen øjnene for, at frynsegoder er med til at skævvride arbejdsmarkedet, fordi det er de højestlønnede, der får mest fryns.

Sådan lyder det fra både politikere og eksperter, der kritiserer regeringen og Dansk Folkeparti for at droppe en årlig statusrapport om personalegoder som for eksempel sundhedsforsikringer. Det skriver Politiken.

Arbejdsmarkedsforsker Bent Greve, Roskilde Universitet, mener, at det er en ualmindelig dårlig idé at droppe rapporten.

De årlige rapporter beskriver omfanget af fryns i Danmark - samt hvem der nyder godt af goderne. Den seneste rapport er fra 2007 og viser klart, at både antallet af personer, der får personalegoder, samt værdien af goderne stiger i takt med lønnen. Samtidig er der markant flere mænd end kvinder, der får fryns.

- Især de skattefrie goder er i den grad med til at skævvride arbejdsmarkedet. Nu mister vi muligheden for at se det, og så slipper regeringen for kritikken af, at nogen har goder, som andre ikke har, siger en af landets førende skatteeksperter, Ole Bjørn, der er konsulent ved revisionsfirmaet KPMG.

Også i fagforeningen HK ringer alarmklokkerne.

- Vi mister indsigten i, hvordan velfærden i virkeligheden er fordelt i landet. Det er helt forkert. Vi er nødt til at vide sådan noget, for det er ud fra det, vi fører vores lønforhandlinger", siger Morten Skov, politisk konsulent i HK/Privat.

Hver gang rapporten er udkommet, har den ført til kritik af, at arbejdsmarkedet har en social slagside. Derfor er det belejligt for regeringen, at den ikke kommer mere, mener S og SF.

Skatteminister Kristian Jensen (V) afviser kritikken, og siger, at hvis Folketinget gerne vil vide noget konkret, så har det mulighed for at stille spørgsmål.

/ritzau/