Det er stærkt uacceptabelt og diskriminerende, når hospitaler bruger børn som tolke, hvis deres forældre ikke taler dansk, siger SF. Partiet vil have mulighed for at sanktionere afdelinger, der tyer til den forbudte praksis.

Da SFs sundhedsordfører, Özlem Cekic (SF), var barn, hændte det ofte, at den dansk-kurdiske pige måtte oversætte for sine ikke-dansktalende forældre i familiens møde med hospitaler og andre offentlige forvaltninger.

»Og jeg hadede det,« siger Özlem Cekic i dag.

Af samme grund falder det politikeren for brystet, når Politiken mandag kan fortælle, at brugen af børnetolke fortsat er udbredt på flere hospitaler i Region Hovedstaden på trods af, at den praksis blev forbudt sidste år.

Avisen kan blandt andet fortælle om en 13-årig pige, der så sent som i april måtte gennemgå og oversætte et skema med spørgsmål om sin mors sexliv i forbindelse med dennes kræftbehandling på Herlev Hospital.

Özlem Cekic finder den praksis aldeles uacceptabel.

»Børn skal ikke være tolke for deres forældre eller fagpersoner. Det er ikke børnenes ansvar. Børn skal være børn, og det er fuldstændig grotesk og uacceptabelt, når en læge eller sygeplejerske med deres faglighed i hånden kan finde på et bruge et barn,« siger Özlem Cekic.

Hun mener samtidig, at problemet bunder i diskrimination.

»Kunne man forestille sig, at man bad lille Anja eller Anders om at oversætte for deres forældre i så alvorlige sager? Bare fordi at der er tale om Aisha eller Ahmed, skal man altså skærme de her børn mod den slags,« siger Özlem Cekic.

Sidste år ændrede sundhedsminister Nick Hækkerup (S) på reglerne, så der nu er forbud mod, at hospitaler må bruge børn som tolke for ikke-dansktalende familier, med mindre der er tale om en akut eller livstruende situation. På trods af det meddeler instituttet for torturofre, Dignity, til Politiken, at man fortsat modtager henvendelser fra familier, hvor børnene har virket som tolke.

Özlem Cekic vil have skrappere sanktioner.

»Det har ingen konsekvens for et hospital eller en afdeling, hvis man hiver børnene ind og lader dem tolke i en samtale om deres mors seksualliv. Hvis hospitalerne ikke selv vil bruge deres sunde fornuft, så må vi tvinge dem til det,« fastslår ordføreren.