Der er forskel på afgående justitsminister Morten Bødskovs og socialminister Annette Vilhelmsens (SF) forseelser.
Det kan medvirke til, at SF-formanden redder skindet og slipper med en næse, mens Morten Bødskov tirsdag måtte gå af efter at have løjet for Folketingets retsudvalg.
Det siger BTs politiske kommentator Søs Marie Serup.
- Forskellene på Vilhelmsens og Bødskovs sager er små, men vigtige: Anette Vilhelmsen fordobler en pulje for at dække over sin egen påståede misforståelse, mens Bødskov konstruerede en løgn for at dække over en aflysning af et besøg på Christiania - angiveligt pga. en sikkerhedsvurdering, siger Søs Marie Serup.
- Den afgørende forskel er, at den ene minister har fumlet - den anden har med vilje brugt løgnen. Der er også forskel på alvoren i sagerne. Vilhelmsen har fumlet med to millioner kroner. Bødskovs sag forbryder sig mod grundlæggende principper i et demokratisk retssamfund.
- Og så er der tilliden. Enhedslisten har tillid til Vilhelmsen og føler sig inddraget og velinformerede fra socialministeren, mens Bødskov var lidt arrogant overfor Enhedslisten. Endelig er den ene minister partiformand, mens den anden bare er Morten. Sådan vipper vægten, når Folketinget vejer ministre, siger hun.
Søs Marie Serup mener, at Annette Vilhelmsen følger klogt spin-håndbogens side 1, og det gør hun klogt i.
- 1) Ned på maven og sig undskyld indtil ingen gider høre på det mere.
- 2) Igangsæt en undersøgelse, der køber tid til at sagen kan lægge sig lidt, så saglige hensyn får en chance.
- 3) Ret op på fejl og vær sikker på, at det ikke kan gentage sig.
- Det ændrer imidlertid ikke ved at ministeren har været meget på kant med ministeransvarlighedsloven og ovenikøbet opført sig så klodset, at det får en elefant i en glasbutik til at se decideret elegant ud. I går konkluderede Enhedslisten, at “en løgn er en løgn”, alligevel mener partiet ikke i dag, at Annette Vilhelmsens usandheder i forløbet af denne sag falder i kategorien “løgn”.
- Det skyldes manglen på forsætlighed. Ingen tro Vilhelmsen gjorde det med vilje. Problemet for Vilhelmsen er, at de fleste mener fejlen sker pga. manglende kompetence fra ministerens side. I denne som i Bødskovs sag må man undre sig såre over, at der ikke var embedsmænd, der råbte “alarm” så højt de kunne. Når man begynder at udvide puljer, fordi ministeren angiveligt har misforstået en simpel besked fra sine embedsmænd, så bør selv yngste fuldmægtig evne at løfte et øjenbryn og spørge sig selv, om man ikke bare fra starten skulle have rettet fejlen i stedet for at dække over den, siger Søs Marie Serup.
