Astrid Krag bekræfter, at hun stiller op til formandsposten i SF. Hun lover at samle partiet og sørge for, at det kommer styrket videre

Astrid Krag vil være formand for SF. Sundhedsministeren meddeler onsdag, at hun er kandidat til at afløse Villy Søvndal, og dermed har partiets såkaldte højrefløj udpeget sin kandidat.

På SFs venstrefløj har både lokalformænd og græsrødder erklæret Astrid Krag uspiselig som formand, men i et interview med Berlingske fastslår hun, at hun er parat til at lytte til de skarpe kritikere, der mener, at partiet er trukket alt for langt til højre i bestræbelserne på at blive regeringsduelig.

- Jeg vil samle partiet og sørge, at vi kommer styrket videre, for vi har brug for en frisk start. Det sidste år har ikke kun været medvind. Det skyldes mange ting, men en overskrifterne er skuffede forventninger. Vi har ikke været i stand til at indfri alle de ting, vi gerne ville efter valget, siger Astrid Krag.

Hun understreger samtidig, at beskrivelsen af SF som et parti splittet i to fløje er overdrevet.

- Uenighederne har været meget større før i tiden, for eksempel omkring EU-politikken i 1990erne. I dag har vi et SF, der står sammen om opgaven, vi har taget på os: At være et regeringsparti, føre Danmark sikkert gennem krisen og finde svar på, hvordan vi skaber varige job, siger formandskandidaten.

Der er dog uomtvisteligt en række store spørgsmål, der deler partiet. Det gælder blandt andet 24-års-reglen, som mange SFere vil have afskaffet hurtigst muligt. I dag står den omstridte regel indskrevet i regeringsgrundlaget, og ifølge kritikerne gør partiledelsen ikke nok for at få den fjernet.

- Alle ved, hvordan SF har det med 24-års-reglen. Men vi har et godt regeringsgrundlag, som vi alle står sammen om. Der er problemer med reglen, men den fylder for meget i debatten i forhold til de store problemer, siger Astrid Krag.

Reglen kommer givetvis også til at fylde meget i den forestående valgkamp om formandsposten - hvis partiets venstrefløj som ventet opstiller en modkandidat til sundhedsministeren. Hun erklærer, at hun er klar til at tage kampen op.

- Det er vigtigt, at vi er et debatterende parti. I de perioder, hvor vi har været stærkest, har der været højt til loftet og fælles fodslag, påpeger Astrid Krag.

Kun én anden SFer har luftet tanken om at stille op til formandsvalget, nemlig folketingsmedlem Anette Vilhelmsen, der betegnes som en del af venstrefløjen. Til gengæld har flere andre SF-profiler meddelt, at de ikke vil stille op. Det drejer sig blandt andre om skatteminister Thor Möger Pedersen, miljøminister Ida Auken, politisk ordfører Jesper Petersen samt næstformand Mette Touborg.

Formandsaspiranter skal melde deres kandidatur senest fredag i næste uge.