Regeringen opstiller tre klare mål for folkeskolen

Tirsdag eftermiddag fremlægger regeringen sit udspil til et samlet løft af folkeskolen, og det er tre klare, nationale mål, der er omdrejningspunktet.

En god skole skal gøres bedre. Det er hovedelementet i regeringens udspil til et samlet løft af folkeskolen, som den fremlægger tirsdag eftermiddag.

De vigtigste elementer har været fremme i løbet af de seneste uger, og nu ligger det endelige udspil klar med tre nationale mål som omdrejningspunkt, og som afspejler regeringens overordnede vision for folkeskolen. For det første skal folkeskolen udfordre alle elever, så de bliver dygtigere, for det andet skal folkeskolen mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater, og for det tredje skal tilliden og trivslen i folkeskolen styrkes med blandt andet respekt for professionel viden og praksis.

- Vi skal have en faglig stærk folkeskole for alle med høj trivsel. Børnene skal have flere timer på en mere spændende måde. Som noget helt nyt indfører vi aktivitetstimer, der skal give mulighed for anderledes måder at lære på med blandt andet bevægelse og praktiske forløb i et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Folkeskolen skal løftes gennem flere timer til eleverne, bedre undervisning og mere uddannelse til lærerne, og så skal nye undervisningsformer og de nye aktivitetstimer gå hånd i hånd med flere timer i fag som dansk og matematik.

Regeringen har især valgt at lægge fokus på dansk og matematik, da forskning viser, at de to fag har stor betydning for, hvordan folkeskolens elever klarer sig i andre fag. Det har derfor tidligere været fremme, at der i udspillet er et forslag til, at eleverne skal have en ekstra time om ugen fra 4. til 9. klasse i hvert af netop de to fag, og at engelsk skal indføres allerede i 1. klasse.

For at gøre eleverne dygtigere og styrke fagligheden vil regeringen også have fokus på at gøre lærere, pædagoger og skoleledere endnu bedre.

- Vi vil satse massivt på efteruddannelse, så alle lærere senest i 2020 har fået undervisningskompetence i de fag, de underviser i. Samtidig vil vi udbygge et korps af læringskonsulenter, der består af dygtigere lærere og ledere, der skal støtte skolerne i deres arbejde med høj faglighed til alle, siger Christine Antorini og fortsætter:

- Vi skal derfor tilrettelægge vores undervisning på en anden måde, og det kræver, at alle skoler arbejder systematisk og målrettet med at forbedre undervisningen.

Regeringen har i forbindelse med de tre overordnede mål opsat nogle måltal, der skal nås i forbindelse med løftet af folkeskolen. Mindst 80 procent af eleverne skal eksempelvis være gode til at læse og regne i de nationale test, og andelen af de dygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år. Derudover skal andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik reduceres år for år, og elevernes trivsel skal øges.