Efter 24 års samarbejde vil Radikale på Frederiksberg ikke længere pege på en konservativ borgmester.

København. De Radikale vil efter 24 års samarbejde ikke længere pege på Konservative på Frederiksberg.

Det skriver Politiken.

- Vi synes, at der er behov for en ny orientering af politikken.

- Derfor har vi haft en grundig intern proces, hvor vi er blevet enige om, at vores sigtemål er meget mere foreneligt med Socialdemokratiet og resten af centrum-venstre, siger Lone Loklindt.

Hun er De Radikales spidskandidat på Frederiksberg.

Selv om den borgerlige fløj lige nu ser ud til at beholde sit flertal, kan meget nå at ændre sig ved det kommende kommunalvalg.

De Radikale vil ved kommunalvalget til november gå i samarbejde med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet.

- Vi har haft et udmærket samarbejde med Konservative. Men i den seneste periode synes vi ikke, at det er os, der har rykket os, men Konservative der har trukket sig længere og længere ud på højrefløjen, siger hun til Politiken.

Hun mener, at der ikke er tilstrækkeligt fremsyn med hensyn til den grønne dagsorden, og når det gælder børn og uddannelse.

Konservative sidder i dag sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Radikale på 16 af kommunalbestyrelsens 25 pladser.

Radikale har i dag kun et enkelt mandat i kommunalbestyrelsen.

Derfor vil partiets brud med blå blok ikke rokke ved det blå flertal, medmindre kommunalvalget til november kommer til at give flere taburetter til rød blok.

Borgmester Jørgen Glenthøj (K) mener dog ikke, at der bliver ført blokpolitik. Han mener, at det er De Radikale, der har foretaget et kursskifte.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det truer De Konservatives dominans på Frederiksberg, siger han:

- Man skal aldrig tage noget for givet. Det bliver op til borgerne at afgøre.

- Jeg står for en god og stabil og tryg udvikling på Frederiksberg, hvor vi har tradition for det brede samarbejde. Det vil fortsætte. Det tror jeg også, borgerne kan nikke genkendende til.

/ritzau/