De Radikale er klar til at stramme dagpengereglerne for at få de ledige til at bidrage mere. Morten Østergaard nævner rådighedsreglerne som et konkret område, der bør kigges på.

De ledige skal bidrage mere i forhold til at sikre dansk økonomi, lyder det fra de Radikale.

Partileder og vicestatsminister Morten Østergaard (R) siger til Jyllands-Posten, at de Radikale er klar til at stramme dagpengesystemet. Han peger blandt andet på rådighedsreglerne for ledige som et sted, der er oplagt at kigge på.

»Det er interessant, om man via rådighedsregler og andre ting sikrer, at det arbejde, der er, bliver taget,« siger Morten Østergaard til Jyllands-Posten.

Den radikale leder mener, at der er ledige, som ikke er villige til at rejse langt nok for at få et arbejde. Som eksempel nævner han virksomheden Novo Nordisk, som ifølge Morten Østergaard har problemer med at rekruttere arbejdskraft til Kalundborg.

Med dagpengeoffensiven tager de Radikale forskud på den økonomiske 2025-plan, som regeringspartierne skal blive enige om efter valget. En af de Radikales målsætninger er, at mindst tre mio. danskere skal have et arbejde i 2025.

Regeringen har nedsat en dagpengekommission, der til september præsenterer sine anbefalinger til et forbedret dagpengesystem.