Regeringens forslag om at aflive den obligatoriske kristendomsundervisning på læreruddannelsen handler om prioritering, lyder det fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

Hvis det står til regeringen, skal de kommende lærere ikke undervises i kristendom som en obligatorisk del af læreruddannelsens grundforløb.

Forslaget, der er en del af regeringens udspil til en ny læreruddannelse, bliver i udgangspunktet afvist af både Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative, men det handler om prioritering, lyder det fra uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

Ifølge ham er der to grunde til at droppe faget KLM, kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab.

- For det første lytter vi til de eksperter, som har fulgt læreruddannelsen, og som siger, at det er vigtigt, at vi får opprioriteret de lærerfaglige kompetencer, så lærerne bliver bedre til at løfte elevernes niveau, undervisningsdifferentiering og specialpædagogik. For at få plads til det siger vi, at det er vigtigere, at dem, der skal undervise i kristendom, får et godt forløb - der er større, end det er i dag - end at alle bliver trukket igennem sådan et lille lynkursus i kristendom, siger han.

Forslaget følger anbefalingen fra den følgegruppe, der i 2006 - da læreruddannelsen blev reformeret - blev nedsat til at undersøge, hvordan det gik den første årgang studerende på den nye uddannelse, men den anbefaling er tidligere ikke faldet i god jord hos lærerne.

For Morten Østergaard er det vigtigt, at dem, der skal undervise i kristendom, til gengæld bliver bedre rustet.

- Det er i virkeligheden et prioriteringsspørgsmål. Vi lægger op til en fireårig uddannelse, og der kan man overveje, om det er vigtigt, at alle kommer igennem et obligatorisk kristendomsforløb, eller om det er vigtigere, at dem, der skal undervise i kristendom, har en høj faglighed inden for det, og at alle til gengæld får styrket deres generelle lærerfaglige kompetencer. Det er det sidste, der er regeringens indstilling, siger Morten Østergaard.

Forhandlingerne omkring den nye læreruddannelse ventes afsluttet i slutningen af maj. Morten Østergaard forventer hårde forhandlinger.