Sveriges udenrigsminister bliver atter kritiseret for sine aktiviteter. Denne gang gælder det hans medlemskab af en gruppe, som pressede på for Irak-invasion.

Først var der kritik af hans aktier i et svensk firma, som er domineret af den russiske gasgigant Gazprom.

Nu bliver Carl Bildt, den svenske udenrigsminister, skoset, fordi han var medlem af en lobbygruppe, som pressede på for den amerikanskledede invasion af Irak i 2003.

Svenske medier rapporterede fredag, at Bildt var medlem af Komiteen til Befrielse af Irak, en konservativ lobbygruppe med tætte bånd til USA's præsident, George W. Bush, og til våbenindustrien.

Den tidligere svenske statsminister Göran Persson siger, at Bildts deltagelse i gruppen skader landets internationale anseelse.

Men den nuværende svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt forsvarer sin udenrigsminister og siger, at han har "fuldstændig" tillid til ham.

/ritzau/AFP