Det bliver op til den enkelte forældrebestyrelse at afgøre, om den vil have en madordning eller ej. Men alle kommuner skal tilbyde ordningen.

Forældrene kan se frem til en "liberalisering" at den omstridte obligatoriske frokostordning i børnehaver, så det nu er op til forældrebestyrelsen i den enkelte institution, om man ønsker madpakker eller fælles madordning.

Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) har indgået en aftale med regeringspartneren de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om at ændre ordningen, efter at blandt andre flere af hendes partifæller har beskyldt den for at være "rendyrket socialisme".

- Nu har vi endelig fået lavet den aftale, som har været efterlyst. Udgangspunktet er, at der stadig skal være et tilbud om et sundt frokostmåltid i landets daginstitutioner. Men så er der mulighed for, at den enkelte forældrebestyrelse kan fravælge ordningen, siger Karen Ellemann.

De Konservatives fødevareordfører, Vivi Kier, understreger samtidig, at forældrene får sikkerhed for, at de ikke kommer til at betale mere, end det koster at fremstille maden.

- Vi har lyttet til kritikken, og forældrene får nu den indflydelse, der er blevet efterlyst. Flere institutioner har allerede med stor succes madordninger, og jeg er glad for, at det bliver et tilbud i alle kommuner. Der er nemlig også kommet mange positive meldinger, siger Vivi Kier.

Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, ærgrer sig stadig over den tumult, hele sagen om madordningen har vakt.

- Jeg synes ærlig talt, det er pinligt, at regeringen ikke trådte i karakter i tide, så vi havde været hele cirkuset om madpakkerne foruden. Ordningen var lige så dårlig sidste sommer, som den var for to uger siden, siger Simon Emil Ammitzbøll.



/ritzau/