Sundhedsministeriet rykkede flere gange for at få oplyst, hvor Lene Espersen vidste fra, at privathospitalerne fik overbetaling.

Det var ikke kun pressen og SF, der i maj 2009 borede i daværende Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersens (K) viden om overbetaling til privatsygehusene.

Dagen efter, at Espersen den 13. maj fra Folketingets talerstol sagde, at hun havde beregningerne fra den konservative folketingsgruppe, lå der en mail hos hendes ministerium. Den var fra Sundhedsministeriet.

"Har forsøgt at ringe. Bl.a. jf. gårsdagens samråd i sundhedsudvalget er vi ganske interesserede i, hvad jeres minister har sagt i spørgetimen i FT (Folketinget, red.) i går", står der blandt andet i mailen, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Den refererer også til en artikel i Politiken fra marts, hvor Espersen sagde, at "de gyldne haner" til private sygehuse skulle lukkes og taksterne nedsættes med 25 procent.

I den pågældende spørgetime ville Espersen ikke erkende over for SF's Jonas Dahl, at hun havde tallene fra Sundhedsministeriet.

Men efterfølgende er det kommet frem, at Espersen forud for Politiken-interviewet fik instrukser af Frank Korsholm, spindoktor for daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K).

Det fremgår ikke af mail-korrespondancen, hvorfor Sundhedsministeriet er på jagt efter Espersens præcise udsagn i spørgetimen den 13. maj.

Men efter at der ikke er blevet svaret på den første mail, henvender Sundhedsministeriet sig igen til Økonomi- og Erhvervsministeriet den 15. maj.

Her fremgår det, at Politiken er begyndt at bore i, hvor Espersen har sine tal fra.

"Jeg er derfor nødt til at få bekræftet, at Lene Espersen i FT i onsdags har sagt, at der er tale om et udredningsarbejde, der er blevet udarbejdet hos de konservative", skriver en unavngiven medarbejder i Sundhedsministeriet.

Medarbejderen når selv at opstøve lydoptagelserne fra spørgetimen, Økonomi- og Erhvervsministeriet svarer.

Her bliver det blandt andet konstateret:

"Hun siger ikke, at tallene er baseret på et analysearbejde i SUM (Sundhedsministeriet, red.)"

Mailsene er blevet offentliggjort efter, at det i bogen "Projekt Løkke" fremgår, at en række mails i Økonomi- og Erhvervsministeriet blev beordret slettet i sagen.

/ritzau/