Ny lov sender uledsagede flygtningebørn ud af Danmark, så snart de fylder 18 år. Organisationer advarer om, at det er forfærdeligt for børnene.

Flygtningebørn, der kommer alene til Danmark skal ikke tro, at de får lov til at blive, selv om de får en opholdstilladelse.

Et nyt forslag fra Integrationsministeriet lægger nemlig op til, at børnenes ret til ophold kun skal gælde, indtil de fylder 18 år, skriver Dagbladet Information.

Forslaget er en af flere stramninger, der kommer som andet trin i den udlændingeaftale, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti i foråret. Men ændringen strider mod børnekonventionen og vil få tragiske konsekvenser for børnene, advarer formand for Børns Vilkår, Peter Albæk:

- Det risikerer at placere uledsagede mindreårige på et konstant venteophold, der medfører en ekstrem usikkerhed, som børn ikke kan trives under, siger han til Information og anklager regeringen for at tage børnene som gidsler for dansk signalpolitik:

- Man har en udokumenteret formodning om, at der svindles, og derfor vil man sende et præventivt signal. Men nu placerer man ansvaret hos børnene, der kommer til at betale prisen, siger Peter Albæk til Information.

Også børnepolitisk konsulent hos Red Barnet, Inger Neufeld, vurderer, at de nye regler vil få "grelle konsekvenser":

- Det er et kæmpe indgreb i børns ret til og mulighed for udvikling. Især børn har behov for at kunne relatere til fremtiden, og hvis de går i dagligdagen og bekymrer sig om, hvad der skal ske om få år, så vil de ikke kunne udvikle sig i tryghed og stabilitet, siger hun til Information.

/ritzau/