Undervisningsministeren har fået en lektie af sin vaskemaskine – mobiltelefoner tåler ikke vand.

Det lykkedes Tina Nedergaard at smide den mobiltelefon, som hun netop sammen med resten af landets 179 folketingspolitikere har modtaget fra Folketinget, ind i tromlen til en gang kulørtvask.

Og den snurretur med de snavsede klude kunne finmekanikken fra Apple ikke holde til.

Undervisningsministeriet måtte derfor købe hende en ny iPhone. Det voldte problemer, da iPhone ikke er tilladt som telefon i de danske ministerier eller på den godkendte liste over mobiltelefoner fra Økonomistyrelsen – det er kun i Folketinget, at man må bruge den smarte touch-telefon.

Undervisningsministeren er nu igen i besiddelse af en – tør – iPhone