Det nybagte Venstre-medlem Malou Aamund peger på ordførerkompetencer inden for erhvervspolitik, uddannelse, videnskab og teknologi.

Malou Aamunds mulige ordførerposter i Venstre falder ikke på plads på et øjeblik, stod det klart efter et møde onsdag formiddag mellem gruppeformand Hans Chr. Schmidt (V) og Aamund, som hørte til Ny Alliance indtil tirsdag. Derimod ligger det fast, at hun fortsætter i folketingsudvalgene for videnskab og teknologi, erhverv og kultur, fortalte hun. Hun føler sig kompetent som Venstre-ordfører inden for erhvervspolitik, uddannelse, teknologi og videnskab, fortæller hun.

Både Aamund og Schmidt siger, at spørgsmålet om ordførerposter kommer til at tage tid.

- En proces er gået i gang. Det tager den tid, det tager, sagde Schmidt.

Malou Aamund sagde, at ordførerskaberne bliver afgjort i en "løbende dialog".

/ritzau/