Der skal sættes meget mere fart på integrationen, mener de Konservative på baggrund af en meningsmåling, der viser, at danskerne ser forholdet til danske værdier som den største udfordring ved indvandringen.

De Konservative erklærer sig enige i resultatet af Jyllands-Postens meningsmåling, der viser, at danskerne mener, at den største udfordring ved indvandring er, at indvandrere ikke anerkender danske værdier. Det fortæller integrationsordfører Tom Behnke (K).

»Det er helt afgørende, at man anerkender de danske værdier og respekterer dem og bliver en del af det danske samfund i stedet for at isolere sig i parallelsamfund,« siger Tom Behnke.

Han mener samtidig, at hvis indvandrere respekterer de danske værdier, så kommer det andet i forhold til uddannelse og beskæftigelse af sig selv.

Men der er ingen tvivl om, at »vi skal have sat meget mere fart på integrationen«, understreger den konservative integrationsordfører:

»Og det gør vi ved at sørge for, at integrationen er et politisk tema, som har høj, høj prioritet, siger han.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V), forstår også godt danskernes svar. Hun mener, at den værdimæssige integration halter.

»Ser man på den censor, som ikke ville give hånd til de kvindelige studerende, fordi han mener, det er i strid med religionen, så er det et klart eksempel, hvor man bliver nødt til at indordne sig efter danske forhold,« siger hun.

I onsdagens meningsmåling i Jyllands-Posten svarer 50,3 procent, at den største udfordring er, at indvandrere ikke anerkender danske værdier.