Dagens ministerrokade kommer på et rigtig uheldigt tidspunkt for både Socialdemokraterne og regeringen.

På et tidspunkt hvor Helle Thorning-Schmidt over for sine egne partifæller endelig fik lagt kant til de radikale i dagpengesagen på Socialdemokraternes kongres.

På et tidspunkt hvor de fleste erkender, at vi får en særdeles barsk og beskidt valgkamp, hvor udlændingedebatten bliver hele omdrejningspunktet.

På det tidspunkt vælger en af regeringens mest stabile ministre at forlade politik. Karen Hækkerup skal være administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer. En stilling der blev ledig, da tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) forlod den i utide.

Men Karen Hækkerup mener ikke selv, at hun svigter sit parti ved at forlade sin post lige før valgkampen.

- Nej, det gør jeg ikke. Jeg har kæmpet for mit parti, alt det bedste. Der er også nogen, der synes, at når mit parti kan levere en som mig til det private erhvervsliv, så er det også fordi partiet har gjort det godt, siger Karen Hækkerup.

Det er en stor post, Karen Hækkerup skal besidde i Landbrug & Fødevarer og de fleste socialdemokrater kan godt forstå, at hun vælger, som hun gør.

Men hun har også været en solid minister, som samtidig har været en af Thornings trofaste støtter.

Flere af de socialdemokrater, BT har talt med, vurderer dog, at der også er positive elementer ved ministerrokaden.

De er sikre på, at Mette Frederiksen vil være en god afløser for Karen Hækkerup. Og samtidig vurderer flere, at Henrik Dam Kristensen vil være helt rigtig til at overtage beskæftigelsesministeriet.

- Nu får han en mulighed for at komme ind og lande en midlertidig løsning på dagpengeproblemet. Det gør det nemmere, fordi han er ny mand i front, siger en af kilderne.

Men selvom der generelt er tilfredshed med de nye personer på posterne, så har det også konsekvenser internt i partiet, at en højtprofileret minister forlader skuden.

BTs politiske kommentator Søs Marie Serup ser Hækkerups exit som et symptom på, hvordan stemningen er i regeringen.

- Hvis man stod i starten af et stærkt politisk projekt, var der ikke en eneste minister, der ville overveje at gå. Det er en af regeringens dygtigste ministre, der forlader den synkende skude, hvis man følger meningsmålingerne. Det er et krisetegn, at topministrene overhovedet overvejer andet end at være ministre mange år frem, siger Søs Marie Serup.

Det er endnu uklart, hvem der skal overtage posten som Socialdemokraternes nye gruppeformand.

Flere peger på tidligere justitsminister Morten Bødskov, som en mulighed. Andre tror mere på tidligere fødevareminister Mette Gjerskov.

Men Morten Bødskov har efter sigende ikke gruppens tillid, mens Mette Gjerskov ikke umiddelbart vurderes at passe ind i statsministerens drøm om en gruppeformand.