Det er ikke alene de flere millioner tons forurenet jord, der truer med en historisk miljøkatastrofe. Den danske lovgivning på området er så ringe, at den bidrager til katastrofen.

Det mener Peter Pagh, professor i miljøret ved juridisk institut på Københavns Universitet, der lufter sin harme i Børsen.

»Ingen har fattet alvoren og katastrofen i den bestemmelse. Jeg har advaret om den lovgivning i 20 år, og nu bliver den Randers Kommunes hovedpine,« siger han til avisen.

Hans helt grundlæggende anke er, at den danske miljøskadelov ikke fungerer, når der skal tages handling ved miljøkatastrofer eller placeres et ansvar for ulykken. 

Peter Pagh var en af tre eksperter, som tilbage i 2007 besøgte Folketinget for at kommentere på den kommende miljøskadelov, som blev indført i 2009. 

I et referat på Folketingets hjemmeside advarer Peter Pagh mod loven, som han siger ikke placerer et klart ansvar ved miljøkatastrofer og er vældigt bureaukratisk. 

»Hvad sker der, hvis forslaget vedtages? Og man kan sige, gudskelov, det her ikke er et færdselsuheld, for så var man død mange gange, inden der var chance for, der skete noget,« siger Peter Pagh i Folketingets referat.

I den konkrete sag med Nordic Waste, som nu har forårsaget et kæmpe jordskred, der truer mange omkringliggende beboeres ejendomme og drikkevand, så peger han på flere ting, som burde være gået meget hurtigere og bedre, men som forsinkes grundet dårlig lovgivning.

Loven er unødigt kompliceret at tage i brug, forklarer han. Han mener desuden, at selve oprydningsarbejdet er blevet forsinket, fordi det kræver flere arbejdsled at komme i gang. 

Først skal den konkrete virksomhed – i dette tilfælde Nordic Waste – have påbud om at rydde op. Så skal Miljøstyrelsen ind over. Så skal der udsendes påbud til naboer om, at virksomheden skal kunne rydde op på deres grund og meget andet papirnusseri. 

Det tager meget lang tid, forklarer Peter Pagh til Børsen, hvor han igen uddyber, at havde man lignende regler i beredskabet, så ville alt bryde sammen, hvis der var brand. 

Pagh forklarer, at der er fordele ved, at Nordic Waste nu er gået konkurs, da det så rent juridisk fungerer bedre, og Randers Kommune overtager oprydningen. 

En foreløbig rapport fra COWI beskriver, at oprydningsarbejdet kan trække ud i årevis og koste op mod 2,2 milliarder kroner. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Joachim B. Olsen og Anne Kirstine Cramon: