Miljøminister Ida Auken vil ikke være formand for SF. Det skriver hun søndag formiddag på Facebook:

- I løbet af det sidste halvandet døgn har jeg gjort op med mig selv, at jeg ikke er kandidat. Jeg er glad for at være miljøminister. Det er et privilegeret arbejde, og miljøpolitikken er så vigtig for vores fælles fremtid, at den skal have fuld opmærksomhed. Jeg meddeler dette nu, så vi kan få fokus på de kandidater, der stiller op. Det fortjener vores parti, skriver hun og fortsætter:

- Villy Søvndal har sagt det helt klart: SF skal have en formand, der kan samle partiet. Det er jeg enig i. Vi er et levende parti dannet af mange strømninger, ikke et parti bygget på modsætninger. Det er vigtigt, at vi får en god proces de næste uger og måneder, så SFerne kan kende sig selv i vores parti og føler sig inddraget i beslutninger om partiets kommende retning, skriver hun.

En række SF-profiler har allerede meddelt, at de ikke går efter formandsposten. Fredag var det politisk ordfører Jesper Petersen og skatteminister Thor Möger Pedersen, der afviste af stille op. Lørdag sagde handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr fra, og nu er det så Ida Aukens tur.

Endnu har sundshedsminister Astrid Krag og SF-næstformand, borgmester Mette Touborg, ikke meddelt, om de går efter formandsposten.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN OG AFSTEMNINGEN NEDENFOR