Der er stadig uenigheder mellem regeringen og oppositionen om det kommende energiforlig. Alligevel forventes en aftale i denne eller næste uge.

Aftalen om fremtidens energipolitik har skabt dramatiske overskrifter den seneste tid, blandt andet på grund af stridigheder mellem Enhedslisten og Venstre i energiforhandlingerne.

Men nu burde det snart være muligt at få forliget klar, mener Enhedslistens klimaordfører, Per Clausen.

- Energiministeren regner med at have en aftale klar i denne eller næste uge og senest inden påske. Og med det jeg har set, kan jeg heller ikke forstå, hvis det ikke kunne lade sig gøre, siger han.

En række uenigheder har gjort, at energiaftalen endnu ikke ligger klar. Ifølge Per Clausen er det især Venstre, der har været besværlige.

- Det gælder ønsket om de to havvindmølleparker inden 2020, hvor Venstre meget klart har ønsket, at det kun blev én, og at man udsatte den anden til efter 2020. Det har regeringen endnu ikke villet bøje sig for. Derudover har Venstre villet forsvare folks ret til at have et oliefyr i stedet for at hjælpe folk med at komme ud af afhængigheden af oliefyr. Derfor tror jeg, at det ender med, at udfasningen af oliefyr enten ikke kommer med i forliget, eller også bliver det udsat. Så er der spørgsmålet om økonomien i forliget, hvor Venstre har arbejdet for at flytte penge fra den almindelige husholdning til erhvervslivet. Der har regeringen langt hen ad vejen bøjet sig for Venstre, siger han.

Enhedslisten prioriterer selv det, der er skrevet i regeringsgrundlaget, meget højt.

- Vi har bestræbet os på at være fremkommelige ved at sige, at det vigtigste for os er, at man overholder ambitionsniveauet om mere vedvarende energi og reducerer CO2-udslip til det, som regeringen har lovet i regeringsgrundlaget, siger Per Clausen.