Venstre har mistet endnu et medlem. 

Men denne gang er det ikke ufrivilligt. Derimod er det med fuldt overlæg, at byrådsmedlemmet i Randers Jens Peter Hansen nu er blevet smidt på porten i Venstre. 

Det står klart, efter 34 delegerede i kommuneforeningen i Venstre i Randers stemte for eksklusionen af Jens Peter Hansen, mens seks stemte imod. 

Det skriver DR, der også har talt med den nu tidligere Venstre-mand. 

»Det var det, som jeg forventede. Men at ekskludere et partimedlem, der har været medlem i 25 år er alligevel en stor sag. Den ordentlige måde var at bringe spørgsmålet ind foran medlemmerne. Nu kan jeg med god samvittighed komme videre i mit politiske virke,« siger han til DR. 

Tilbage i februar blev Jens Peter Hansen ekskluderet fra Venstre, efter at han havde »modarbejdet Venstres interesser«, lød det i et brev, som Jens Peter Hansen selv har delt på Facebook. 

I en række udtalelser havde han nemlig givet sin holdning til den famøse Nordic Waste-sag at kende. 

»Folkedomstolen har jo lydt, og en hel stribe af ministre er ude og sige, at han skal betale. Det er at foretage domfældelsen uden rettergang og uden at have andet lovgivning end janteloven at bygge det på,« lød det blandt andet til TV 2 Østjylland. 

I kommuneforeningen havde man besluttet, at man ikke ønskede, at byrådsmedlemmerne fra Venstre udtalte sig om sagen, sagde Ulla Jensen til Randers Amtsavis

Til opslaget på Facebook kommenterede folketingsmedlem for Liberal Alliance Louise Brown, at eksklusionen på Facebook var 'en falliterklæring'. 

»Oh my god altså … Du er sgu nok for liberal til Danmarks liberale parti,« skrev hun videre. 

Jens Peter Hansen bliver i Randers byråd, nu som løsgænger.