En ny dag. En ny personhistorie. Sådan må det efterhånden føles for Helle Thorning-Schmidt og co.
Henrik Sass. Ole Sohn. Skatteministeriets departementschef, Peter Lofts, indblanding i Helle Thornings skattesag. Internt ballade i SF og senest sagen mod Carsten Hansen, hvor han har udøvet sexchikane mod en tidligere sekretær under en julefrokost sidste år.
Politisk kommentator Hans Engell mener, at regeringen virker afpillet efter alle sagerne.
LÆS OGSÅ:
LÆS OGSÅ:
- Vi har at gøre med en regering, der har fået den værste start i 30 år. Helle Thorning er hårdt ramt af alle sagerne, fordi det stjæler sendetid for regeringens politik. Prøv at se på statsministerens tirsdagspressemøde, hvor hun egentlig skulle tale om den netop indgåede finanslov. Det endte med at handle om Ole Sohn og hans tid i DKP for tyve år siden, siger Hans Engell til bt.dk.
Han mener ikke, at sagen om Carsten Hansen selvstændigt er en voldsom historie for regeringen. Men det bekræfter historien om en regering, der halter af sted.
- Der har jo ikke haft fire sammenhængende dage, hvor de har fået lov til at diskutere politik. Udover det selvfølgelig har konsekvenser for vælgernes opbakning til regeringen, tror jeg også, at det kan få andre politiske konsekvenser for Thorning. Hvor attraktivt er det for f.eks. Venstre at indgå store forlig med en regering, der hele tiden skader sig selv og kæmper med at komme fra start, siger Engell.
Regeringen kan trøste sig med, at der i Folketinget ikke er noget flertal for et valg i nærmeste fremtid.
- Det er kun tiden, der kan hjælpe regeringen. De skal blive ved med at tale politik og håbe på, at det snart stopper med alle personsagerne. Andet kan regeringen faktisk ikke gøre, er rådet fra Hans Engell.
HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR
