BRUXELLES: Om nogle dage dumper der et brev ind til Morten Messerschmidt, fordi han er formand for det europæiske parti MELD, der har modtaget millioner i støtte fra Europa-Parlamentet.

Det vil indeholde krav om tilbagebetaling af midler, der ifølge Europa-Parlamentet er brugt i strid med reglerne. Størstedelen til EU-kampagner med Dansk Folkeparti, men også vedrørende et gyldent håndtryk på over en million kroner, som blev givet til en konsulent, hvis kontrakt blev opsagt efter valget til Europa-Parlamentet i 2014. Og det gyldne håndtryk kan ende med at trække Morten Messerschmidt i retten.

Mens Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har meddelt, at pengene til kampagnerne om retsforbeholdet og social dumping vil blive betalt tilbage - i alt 1,6 millioner kroner - så afviser både Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt nemlig at betale det gyldne håndtryk tilbage. Det skyldes, at Morten Messerschmidt ikke var formand for MELD dengang, og derfor mener han, at kravet om tilbagebetaling af det gyldne håndtryk, må rettes til den tidligere formand for MELD, polakken Jacek Wlosowicz.

Europa-Parlamentet skal imidlertid have alle pengene tilbage, og MELD vil have et sted mellem 30 og 45 dage til at betale, når først brevet er modtaget. Ellers vil Europa-Parlamentet overveje at gå rettens vej.

»Der er ikke truffet nogen beslutning endnu, men sagsanlæg er selvfølgelig en mulighed,« siger Marjory van den Broeke, der er pressechef i Europa-Parlamentet.

Hun forklarer, at udgiften til det gyldne håndtryk er bogført i regnskaberne for 2015 for MELD og den tilknyttede fond FELD, og da Morten Messerschmidt som formand har skrevet under på MELDs 2015-regnskab, så har han også et ansvar.

»En gæld fra 2014 blev betalt med penge fra 2015, hvor han var formand, og det er forkert,« siger hun.

MELDs andel af det gyldne håndtryk er godt en million kroner, mens FELD, der har italieneren Fiorello Provera som formand, har betalt ca. 335.000 kroner af det gyldne håndtryk.

Messerschmidt afviser ethvert ansvar

Et retligt efterspil om tilbagebetalingen af det gyldne håndtryk kan dermed være i vente, men det tager Morten Messerschmidt med ophøjet ro. Han afviser fuldstændig, at han har noget ansvar for det gyldne håndtryk, som han kalder et »voldsomt« beløb.

»Det må være et fundamentalt princip, at hvis der er et ansvar, man skal gøre gældende, så må det være over for dem, der har truffet belsutningen, og det er en beslutning, der går tilbage til den tidligere formand, og dermed ikke mig,« siger Morten Messerschmidt.

Messerschmidts underskrift på 2015-regnskabet, hvor udgiften til det gyldne håndtryk er bogført, gør ingen forskel, mener han.

»Det er stadigvæk en udgift fra 2014, så det har jeg meget svært ved at se logikken i.«

En eventuel strid i retten vil sandsynligvis blive i Frankrig, da både MELD og FELD er hjemmehørende her. Europa-Parlamentets generalsekretær, Klaus Welle, redegør i rapporten bag kravet om tilbagebetaling af midlerne for, at en sag om erstatsningskrav er en mulighed i fransk lovgivning.

Konsulent i ny rolle

Den afskedigede konsulent, Juan Manuel Ghersinich, er nu i stedet ansat af Europa-Parlamentets tredjestørste politiske gruppe, European Conservatives and Reformists, som Dansk Folkeparti også er medlem af.

Ghersinich arbejder her med Europa-Parlamentets budgetkontrol og fungerer blandt andet som rådgiver for Dansk Folkepartis Anders Vistisen, der kalder Ghersinich »dygtig«. Hverken Messerschmidt eller Vistisen ser noget problem i, at Ghersinich nu i stedet er ansat af deres politiske gruppe i Europa-Parlamentet.

Forfulgt eller ens behandling af alle?

Morten Messerschmidt mener i det hele taget, at den nidkære granskning af alle MELD og FELDs udgifter er en form for »politisk chikane«, som ikke rammer de mere EU-positive partier på samme måde. Han mener ikke, at de 1,6 millioner kroner, som er brugt til at støtte kampagner i Dansk Folkeparti-regi, skiller sig ud fra, hvad de andre partier og fonde i Europa-Parlamentet bruger penge til.

»Jeg føler klart, at det er en ensidig gennemgang og konklusion, som er skabt for at chikanere Dansk Folkeparti. Derfor har jeg sagt, at vi vil have en undersøgelse af, hvordan alle de europæiske partier har forvaltet de her midler,« siger Morten Messerschmidt.

Marjory van den Broeke afviser dog, at Morten Messerschmidt og MELD er blevet forfulgt på nogen måde. Alle undersøges på samme måde, men sagen har været speciel på grund af det gyldne håndtryk og den opmærksomhed omkring Dansk Folkepartis kampagner, som fulgte i kølvandet, da Rikke Karlsson smækkede med døren og forlod Dansk Folkeparti i protest mod manglende adgang til bilag i MELD og FELD.

»Alle partier og fonde får den samme gennemgang. I sagen med MELD og FELD begyndte det med det gyldne håndtryk til konsulenten, som tydeligvis krænkede reglerne. Kampagneaktiviteterne kom frem gennem de danske medier, som rejste en række spørgsmål. Så jeg kan absolut afvise, at der har været kigget ekstra strengt på MELD og FELD. Andre partier og fonde har også været tvunget til at betale penge tilbage, men beløbet her er ret exceptionelt,« siger Marjory van den Broeke.