Dansk Folkepartis folketingsgruppe har aldrig stemt. Det er partiets styrke, siger gruppesekretær Søren Espersen.

Der har aldrig været én afstemning i Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Det er netop styrken, at medlemmerne taler sig til rette i stedet for at stemme.

Det siger gruppesekretær Søren Espersen (DF) til kritikken af topstyring, som afhopperen Louise Frevert fortæller om i selvbiografien "Grib chancen".

- Det er en enorm styrke, at man kan tale sig til rette. Der er mange uenigheder og højtflyvende debatter i gruppen. Det ender tit med, at man finder en mellemløsning eller et kompromis, siger Søren Espersen til Ritzau.

Han afviser også hendes kritik af, at partileder Pia Kjærsgaard talte for statsheroin uden at orientere gruppen, eller at gruppeformand Kristian Thulesen Dahl talte om efterlønsreform.

/ritzau/