Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, skriver i en mail, at partiet allerede mandag vil tilbagebetale hele den EU-støtte fra Meld og Feld, som partiet mener at have modtaget fra 2012-2015.

Det drejer det sig om yderligere 955.210,38 kroner. Partiet har allerede betalt 1,6 millioner tilbage.

Dermed følger han opfordringen fra partiets gruppeformand i EU-Parlamentet, Anders Vistisen. Han har gennemgået samtlige støttebevillinger fra 2012 til 2015.

- Anders Vistisens indstilling til, at vi gør rent bord og tilbagebetaler alt, hvad vi i medlemsperioden har modtaget, er jeg enig i. Derfor betaler Dansk Folkeparti straks på mandag godt 950.000 kroner retur.

- Det skal jeg, som formand, være den første til at beklage er nødvendigt. Vi har ikke levet op til vore egne standarder, skriver Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl understreger, at man formentlig godt kan argumentere for, at nogle af partiets aktiviteter er blevet støttet efter reglerne. Alligevel mener han, at det mest rigtigt at skære igennem.

- Dansk Folkepartis vælgere og medlemmer kan ikke længere have tvivlen hængende om, hvorvidt der har været aktiviteter, som godt kunne eller ikke burde være afholdt af og betalt af Meld og Feld, siger han.

I juni 2016 refunderede DF 1,6 millioner kroner til EU-Parlamentet. Beløbet blev ifølge parlamentets præsidium brugt på politiske kampagner i strid med reglerne. Præsidiet krævede i alt 2,9 millioner tilbage til EU.

De sidste 1,3 millioner kroner var et gyldent håndtryk til en medarbejder, mente DF. Derfor ville partiet ikke betale de penge tilbage.

Sideløbende med partiets egen undersøgelse er EU's antisvindelenhed, Olaf, i gang med at undersøge, om EU-støtten til Dansk Folkeparti er foregået efter bogen.

Anders Vistisen indrømmer, at der har "været en løsagtig omgang med formalia i Meld og Feld".

- Det indtryk, der har bredt sig i offentligheden, hvor der er tegnet et billede af rod, sjusk og lemfældig administration, har i mit gennemgang vist sig at være et gennemgående problem, siger han.

/ritzau/