En ændring af planloven skal sikre, at butikkerne ikke flytter uden for byerne. Det bliver til gavn for både borgere og erhvervsliv, siger miljøministeren.

Detailhandlens butikker bliver noget større. Et bredt flertal i Folketinget vedtog onsdag at lempe planloven, så butikkers maksimale størrelse øges med 500 kvm. Det betyder, at dagligvarebutikker som Superbrugsen, Føtex og Superbest i fremtiden må være op til 3500 kvm.

Butikker, der sælger udvalgsvarer som tøj, sko, sportsudstyr, isenkram, bøger med mere, må være til 2000 kvm. Som noget særligt får de største byer med flere end 40.000 indbyggere dog lov til at have et antal store udvalgsvarebutikker på mere end 2000 kvm. Det kan være et stort bolighus eller en forretning med sportsudstyr.

Miljøminister Connie Hedegaard (K) er glad for, at loven er blevet ændret, så man fastholder styringen af detailhandlen. Loven vil sikre udvikling og liv i bymidterne, fastslår hun. Kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti står uden for.

- Jeg er glad for, at et så bredt politisk flertal slår fast, at vi i Danmark værner om bymidterne, så de bevares som levende og mangfoldige, siger Connie Hedegaard.

/ritzau/