Real Madrid lagde sidste uges nederlag til Osasuna bag sig med en 4-1-sejr over Real Sociedad, og en hævntørstig portugiser førte an.

Cristiano Ronaldo scorede to gange, da Real Madrid søndag genoptog jagten på Barcelona i toppen af Primera Division med en hjemmesejr på 4-1 over Real Sociedad.

Gæsterne havde således mere end svært ved at styre Ronaldo, der nu deler topscorerværdigheden i den bedste spanske fodboldrække med Barcelonas Lionel Messi. Begge har scoret 24 gange.

Det var dog holdkammeraten Kaka, der med en scoring efter otte minutter åbnede det, der burde have været en endnu større massakre af Real Sociedad.

Inden pausen havde Ronaldo øget madrilenernes føring to gange, før gæsterne, der rykkede op fra Segunda Division forud for denne sæson, fik reduceret til 1-3. I slutfasen fik Emmanuel Adebayor scoret til slutresultatet.

Med sejren fik træner José Mourinhos mandskab rejst sig efter det uacceptable nederlag til Osasuna i sidste spillerunde.

Real Madrid er syv point efter topholdet fra Barcelona.

/ritzau/