Boligkøbere og mæglere har haft travlt i påsken. Danskerne benyttede Jesu død og genopstandelse til at købe flere villaer, lejligheder og sommerhuse end nogensinde.

»Hvor meget, der præcist er blevet solgt i påsken, ligger først helt klart om en uges tid. Det er jo langt fra alle handler, der er endeligt afsluttet.

Men vores gæt går på, at der er solgt ca. 2.400 boliger i alt i påsken. Og det har jeg fået bekræftet ved at tale med en masse mæglere i dag. Vi ligger ca. 25 pct. over det, vi solgte i påsken sidste år,« siger kommunikationschef i mæglerkæden Home, Preben Angelo.

Det betyder, at der på de fem dage i påsken er solgt ca. det halve af, hvad der normalt sælges på en hel måned.

Og det betyder, at danskerne har handlet bolig for ca. 3,3 mia. kr. i påsken, og at mæglerne har tjent salærer for ca. 67 mio. kr. i helligdagene.

I byerne og i sommerlandet
»Det er især de store byer og sommerhuse, der har trukket læsset. Det har mæglerne bekræftet over for mig i dag. Og da vi sælger ca. en fjerdedel af alle boliger i Danmark, må vi siges at være repræsentative,« siger Preben Angelo.

Den samme melding kommer fra en anden af Danmarks største mæglerkæder, Danbolig.

»Det er især hovedstaden og fritidshuse, der er gået godt i påsken. Men jeg har også hørt, at det er gået godt i f.eks. Viborg og Gilleleje,« siger Bjarne Christiansen fra Danbolig.

»Det har været lidt blandet rundt om i landet, men det samlede billede er, at det har været en rigtig god påske. Jeg tør ikke sætte konkrete tal på. Men der har været rigtig travlt, og der bliver stadig solgt til stigende priser,« siger Bjarne Christiansen.

Når det regner på præsten, drypper det som bekendt på degnen. Realkreditten kan vende tilbage til stakkevis af låneansøgninger efter påsken.

»Vi har sprøjtet ejerskifter ud i dag (tirsdag red.). Jeg har aldrig oplevet, at der har været så travlt ovenpå en weekend. Det er lidt for tidligt at sige noget endeligt - men det ser ud til, at vi er over niveauet for påsken sidste år. Og den var rigtig god. Det ser ud til at have været et kanon hussalg i påsken,« siger cheføkonom i BRFkredit, Jens Christian Nielsen.

csh@bt.dk