Hvis det lykkes udenlandske fonde at overtage TDC, ventes en række datterselskaber solgt fra. TDC skal derefter være en stærk nordisk aktør, mener analytikere.

Hvis det lykkes kapitalfonde at få overtaget teleselskabet TDC, vil de nye ejere hurtigt skille sig af med dele af koncernen. Samtidig kan medarbejderne i TDC vente nedskæringer og en strømlining af det danske selskab.

Det vurderer analytikere i forbindelse med, at to grupper af britiske og amerikanske fonde synes tæt på et bud på TDC.

Ifølge analytikerne er det sandsynlige, at den resterende del derefter skal styrkes som en stærk nordisk telespiller. I sidste ende vil fondene atter trække sig ud og sælge TDC videre.

- De fleste udenlandske aktiviteter vil de kunne skille sig af med allerede i 2006, for eksempel Sunrise i Schweiz, Polkomtel i Polen, Bite i Litauen og tyske Talkline. Dertil kommer forlaget, der allerede er til salg, siger Rune Møller, aktieanalytiker i Jyske Bank.

Han venter, at en køber herved kan hente mellem 30-35 milliarder kroner.

/ritzau/