WHO klar med skræmmekampagne. Nu om stunder skal der skrappe midler til for at få folk til at droppe nikotinen. Det mener den verdensomspændende sundhedsorganisation WHO, der snart sender en provokerende plakat på gaden.

Den er lavet af den italienske fotograf Oliviero Toscani, som har stået bag tøjfirmaet Benettons iøjnefaldende kampagner. På plakaten kan man se samtlige følger af rygning på én uheldig krop. Konceptet er at sparke folk vågne inden den årlige anti-tobaksdag i maj.

»Den er meget skarp og chokerende, men det er også meningen,« fortæller WHOs regionale tobaksrådgiver Nikogosian Haik fra det europæiske hovedkvarter i København.

Hver ottende minut dør et menneske af tobaksbrug ifølge WHO, og det skal altså ændres. Befolkningen skal skræmmes ved at se på tobaksmonstret, der er ramt af 16 slemme følger på grund af for mange smøger. Her kan du se bivirkningerne fra top til tå:

Hårtab. Kroppen bliver mere sårbar over for sygdomme, som kan give hårtab og udslæt i hovedbunden.

Grå stær. Hvis du ryger, er der 40 pct. større sandsynlighed for at få øjensygdommen grå stær.

Rynker. Din hud ældes tidligere, da et protein, som giver elasticitet, forsvinder.

Dårligere hørelse. Der kommer smuds på blodårerne i øret.

Hudkræft. Risikoen for kræft i huden bliver højere, ligesom der er dobbelt risiko for andre hudkræftformer.

Rådne tænder. Råddenskab i tandsættet kommer tidligere, risikoen er to en halv gang så høj.

Rygerlunger. 85 pct. af alle, som får denne sygdom, ryger. Luftvejene blokeres af slimdannelser, og du kan blive kvalt.

Knogleskørhed. Røg reducerer blodets evne til at fragte oxygen med 15 pct. Du bliver mere porøs, og det tager 80 pct. længere tid, før skader bliver hele.

Hjerte og karsygdomme. Hver tredje dødsfald i verden skyldes disse sygdomme, som rygere ofte rammes af.

Mavesår. Modstandskraften over for bakterier, som forårsager mavesår, formindskes.

Misfarvede fingre. Negle og fingre bliver nikotingule på grund af tjære.

Livmoderkræft og abort. Evnen til at blive gravid nedsættes, og risikoen for livmoderkræft er større. Fødselsskader optræder hyppigere.

Dårligere sæd. Rygning kan også medføre impotens og ringe sædkvalitet.

Psoriasis. Nikotinbenyttere har to-tre gange så høj en risiko for at udvikle hudlidelsen psoriasis.

Betændelse. Sandsynligheden taler for, at du kan få betændelse i blodårer og nerver, hvilket i yderste konsekvens kan føre til koldbrand og amputation af ben.

Kræft. Flere end 40 forskellige stoffer i tobak kan give kræft. Der er 22 gange så stor risiko for at få lungekræft, men også steder som mundhulen og urinblæren er udsatte.