BERLIN: Agent 007 har fået licens til at blive gift - igen. Roger Moore bekræfter nu, at han skal giftes med Christina "Kiki" Tholstrup. Hans hustru gennem 38 år, Luisa, er efter syv år gået med til skilsmisse.

I et interview med det britiske dagblad Daily Telegraph, medgiver den tidligere James Bond - nu 72 år gammel - at bruddet med Luisa var hårdt. Det blev ikke lettere af, at hun i flere interviews gik ud og karakteriserede Moores danske kæreste som "gammelt kød med to ægteskab og tre ansigtsløftninger bag sig".

Luisa, der var Roger Moores tredje kone, var rystet i sin grundvold, da Moores affære med Kiki Tholstrup blev afsløret.

Hun havde været sammen med ham i 38 år, og betragtede gemalens sidespring som et usselt forræderi.

Ikke mindst fordi det skete med en kvinde, der - til da - havde været en af hendes bedste veninder.

Kærligheden til Kiki Tholstrup medførte også for Roger Moore, et brud med hans tre voksne børn, Deborah, Geoffrey og Christian. Et brud, der nu er også er helet.

Luisa svor, at hun aldrig ville skilles fra Roger Moore. Ironisk nok var hun selv i samme situation som Kiki Tholstrup, da hun i sin tid "erobrede" Roger Moore.

Dengang, i 1962, hed den forsmåede kone Dorothy Squires. Hun svor også, at hun aldrig ville skilles fra Roger Moore. Hun skiftede dog mening - syv år senere.

Om de bitre udgydelser fra Luisa siger Roger Moore:

"Jeg var ikke glad for det, hun sagde. Men hvad kan jeg gøre?

Sagsøge hende? Nu har hun givet efter og er gået med til skilsmisse," siger Roger Moore, der også erkender, at han selv ikke ligefrem har været den ideelle ægtemand.

Til gengæld indrømmer den aldrende gentleman i interviewet med Daily Telegraph villigt, at han i sin karriere har haft det fornødne held:

"Jeg var heldig. Jeg har altid været heldig."

Da Roger Moore for år tilbage kom i betragtning til rollen som James Bond måtte han svare godt for sig. Adspurgt, hvad han kunne levere, som Sean Connery ikke kunne, svarede han blot:

"Hvide tænder."

Alderen er dog begyndt at trykke den gamle agent. Både han og Kiki Tholstrup har været ofre for kræft.

Det var faktisk med til at føre dem sammen.

Nu ser Roger Moore frem til at gøre forholdet til Kiki mere officelt:

"Først og fremmest, vil jeg nu tilbringe min ferie sammen med min elskede Christina. Og JA:

Jeg ønsker at blive gift med hende!"

Skilsmissen fra Luisa stod den populære skuespiller i det halve af hans formue på 20 millioner pund.